Knud (2) – heimskringla.no
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Da Svend var død, vilde Englænderne og Nordmændene ikke længere finde sig i at staa under fremmedes Herredømme, men ansaa det for bedre at vælge Konger blandt deres egne end at laane dem fra deres Naboer; de faldt derfor fra Danmark, og Edvard blev Konge i England, Olaf i Norge. Knud, som nu sad paa Tronen i Danmark, turde, saa kort efter at han var kommen til Styret, ikke gaa imod den overmaade store Styrke, de havde, og han lod derfor, som om han ikke tænkte paa at gjenvinde de Riger, hans Fader havde hersket over, hvilket han dog ingenlunde havde opgivet, og for dog ikke at holde sit Herredømme helt inden for Danmarks Grænser besluttede han først at angribe Slavenland og Semberland som de Riger, han lettest kunde faa Bugt med; Svend havde nemlig, fordi han var bunden af sin Ed, ikke turdet underkue Slaverne, skjønt de havde tilføjet ham grov Overlast, og Semberland, som Hakon havde undertvunget, var faldet fra Danskerne, da han var død, og nu laa det Knud som den, Daneriget var gaaet i Arv til, ivrig paa Sinde at hævne den Overlast, hans Fader havde lidt, paa Slaverne og at straffe Semberne for deres Frafald. Han vidste ogsaa godt, at gode Evner styrkes til at tage fat paa større Ting ved først at forsøge sig paa mindre, og han var derfor opsat paa ved selve Begyndelsen af sin Krigerbane at indvie sin Ungdom med en ypperlig Bedrift. Men derfor tøvede han heller ikke med at angribe de frafaldne Lande, men gik maaske saa meget kraftigere løs paa dem, fordi, jo mere Erfaring tapre Mænd vinder, des dristigere anvender de den til udmærkede Bedrifter. Da han havde opnaaet sin Hensigt, og hans Forhaabninger havde faaet Næring ved to glimrende Sejrvindinger, besluttede han nemlig at vinde den tredje Sejr over Englænderne, og for at det kunde gaa raskere fra Haanden, skjulte han det Had, han nærede til Olaf, der havde bemægtiget sig Norge, og fik ham tillige med hans Broder Harald til at gribe til Vaaben imod den engelske Konge, der ligesom den norske Konge var falden fra Danmark -, visselig et lige saa snildt som farligt Paafund, at bruge den ene Fjende imod den anden og faa dem, der havde gjort fælles Sag i Henseende til Ærgjerrighed, til at bekæmpe hinanden med Vaabenmagt. Da det nu kom til et overmaade hidsigt Slag imellem den danske og engelske Hær, var der en Mand ved Navn Thymme, en Sjællænder af Herkomst, som, da han saa', at hans Landsmænds Bannere var stærkt i Færd med at vige for Fjendernes Angreb, tog en liden Gren, han tilfældigvis fik fat paa, og gjorde den fast paa sin Lanse; idet han nu brugte den som Banner og istemte det Kampraab, Knuds Krigsfolk plejede at opmuntre hverandre med, fik han, som en Forkæmper, Lykken stod bi, Fylkingerne, som allerede var begyndt at flygte, til at vende om. Saaledes blev han, ikke saa meget ved sit Banner som ved sit Mod, en heldbringende Bannerfører for sine Landsmænd og gjenrejste Danskernes vaklende Lykke, saa den ikke svigtede, men førte til Sejr, idet han ikke blot selv lagde det største Mod for Dagen, men ogsaa gjengav sine Stalbrødre deres, da de næsten havde opgivet det. Efter denne berømmelige Daad fik han senere Tilnavn, og Kongen hædrede ham derhos efter Fortjeneste for hans Tapperhed ved at gjøre ham til Høvidsmand. Danskerne, som havde mistet en Bannerfører af den fornemste Byrd, skammede sig da heller ikke ved, idet de atter tog Mod til sig, at følge en Mand af ringe Stand, der viste dem Vejen til Frelse, hvilket førte til et lige saa herligt Udfald, som det saa' uanseligt ud. Da Edvard nu saa', at hans Folk havde tabt Modet, og at den Tapperhed, den danske Hær gik frem med, ikke var til at modstaa, opgav han Kampen og sluttede den Overenskomst med Fjenden, at saa længe han levede, skulde Knud have Hælvten af Riget i Fællig med ham, og naar han døde, skulde han arve det hele. Saaledes opnaaede Sejrherren af den overvundne, at han i sin Levetid gjorde ham delaglig i Riget og indsatte ham til Arving af det hele efter sin Død. I de samme Dage blev Knud indtagen i en overmaade fager Kvinde ved Navn Alvine, som var Olafs Frille, og krænkede hende, og hvad enten det nu var, fordi Knud havde røvet ham hans elskede, eller fordi han sveg ham for den Del af England, han havde lovet ham, satte Olaf Hensynet til det fælles Krigstog til Side for den Krænkelse, han selv havde lidt, og drog, da Krigen var til Ende, lige saa bedrøvet som vred hjem til Norge, idet han ikke holdt det for mer end billigt, at han forlod den, der saa skammelig havde forurettet ham.
Syv Aar efter kom der en Gang nogle Mænd ind i Hallen, hvor Knud sad ved Maaltidet, og hilste ham som Konge over hele England. Han troede, at det skulde være en underfundig Bebrejdelse for den Overenskomst, han havde sluttet med Edvard, og svarede, at den skammede han sig ikke over, men han blev rød i Hovedet af Harme, thi han mente, at de sagde disse Ord for at drive Gjæk med ham. Saa aabenbarede Mændene uforsigtig den blodige Gjerning. de havde begaaet, og pralede af, at de havde myrdet Edvard, i den Tro, at de derved vilde tækkes Kongen, medens de i Virkeligheden opflammede ham til den heftigste Vrede derved. I Steden for, som de havde haabet, at belønne dem lod Knud dem strax hænge som Højforrædere og straffede saaledes deres afskyelige Misgjerning paa den forsmædeligste Maade, thi skjønt han indsaa, at han var bleven befriet for en farlig Modstander, foretrak han dog at straffe Misdæderne for deres Brøde fremfor at takke dem for den Nytte, de havde gjort ham. Andre siger, at Knud hemmelig havde givet Befaling til at dræbe Edvard, og at han nu bød, at Morderne skulde straffes, for derved at bortlede Mistanken fra sig selv, idet han holdt for, at han for at faa Folk til at tro, at han var uskyldig og ikke havde Del i den Misgjerning, maatte lade dem, der havde øvet Udaaden, undgjælde paa det haardeste. Dog berøvede denne Tildragelse i Førstningen Knud en Del af den Kjærlighed, hans Hirdmænd havde til ham. Efter nu at have erhvervet Herredømmet over England tog han sig for at slutte Venskab med sine Naboer, ægtede Normannerhertugen Roberts Datter Emma og gav hans Broder Richard sin Søster Estrid til Ægte. Med Emma avlede han Knud og Gunhild og knyttede saaledes de to Folk sammen i Samdrægtighed ved Blodets Baand.
For øvrigt forøgede han sin Hær med ypperlige unge Krigere, og for saa meget snarere at faa samlet en dygtig og kampberedt Hird tilbød han tapre Mænd saare høj Sold, idet han holdt for, at hans Riges Hæder og Ære ikke saa meget vilde komme til at bero paa hans Krigsfolks Antal som paa deres Mod og Manddom, og kjække Krigere, som altid lokkes til at søge Ære, naar der ogsaa er Løn at vinde, kappedes om at strømme til hans Hird. Denne Gavmildhed lokkede ogsaa en Svensker ved Navn Ulf, en Mand, som var mere svigefuld end tapper, til at tage Krigstjeneste hos ham. Da jeg nu tilfældigvis er kommen til at nævne ham, vil jeg kortelig gjøre Rede for hans Herkomst. En Mand i Sverige havde en fager Datter, som en Gang var gaaet ud at lege med sine Terner. Saa kom der en overmaade stor Bjørn, som jog hendes Piger paa Flugt, greb hende selv og bar hende ganske lemfældig i sine Labber til sit Hi i Skoven. Ved Synet af hendes dejlige Skabning paakom der ham imidlertid en hel anden Lyst, han blev mere opsat paa at favne hende end paa at æde hende, og hun, som han havde taget for at sønderrive hende, blev nu Gjenstand for hans skammelige vellystige Attraa, thi fra Røver blev han strax forvandlet til Elsker, glemte sin Sult og favnede hende. Og for at sørge saa godt, han kunde, for hende med Levemaade gjorde han jævnlig Strejftog i Nabolaget og røvede Kvæg, og hun, som hidtil kun havde været vant til lækre Retter, maatte nu vænne sig til at spise blodigt Kjød. I den Grad gjorde den fangne Piges Dejlighed det af med Røverens vilde Grumhed, at hun saa' ham, som hun havde været bange for tørstede efter hendes Blod, begjærlig efter hendes Kjærlighed, og at han, som hun havde frygtet for strax vilde æde hende, bragte hende Føde. Hvor naar ikke Kjærligheden hen, og hvad faar den ikke Bugt med? Den kan endogsaa faa grumme Vilddyrs Ædelyst til at vige for Vellystens Bud. Omsider blev Hjordens Ejer kjed af at miste alt sit Kvæg; han passede paa, omringede Udyret med Hunde, satte af al Magt efter det under Glam og Hujen og forfulgte det til dets Hi, hvor det holdt Pigen forvaret, idet hun var omgivet af uvejsomme Sumpe og hvor der stadig var mørkt som Følge af de indfiltrede Grenes tætte Løv. Her blev Dyret strax omringet af Jægerne, som gjennemborede det med deres Spyd. Naturen magede det i sin Kjærlighed snildelig saa, at Frugten af denne hæslige og unaturlige Parring ikke blev saa fæl at se til, som man kunde have ventet; det Utyske, Bjørnen havde avlet, fødte hun paa sædvanlig Maade, og Dyrets Blod skjultes under menneskelige Ansigtstræk. Drengen blev af sine Frænder kaldt Bjørn efter sin Fader, og da han var kommen til Kundskab om sin sande Herkomst, tog han en blodig Hævn over sin Faders Banemænd. Hans Søn Thorgils Sprageleg traadte i alle Maader i sin Faders Fodspor, hvad Dyd og gode Sæder angaar; hans Søn igjen var Ulf, hvis Sind svarede til hans Herkomst, idet hans Tænkemaade stemte med det Blod, han havde arvet fra sin Stamfader.
Saa vender jeg efter dette Sidespring tilbage til, hvor jeg slap. Da Olaf og hans Broder Harald stærkt truede Danskerne, angreb Knud Olaf med en engelsk Flaade og nødte ham til at gaa i Landflygtighed til sin Svigerfader Gerithaslav, der var Høvding i østerleden, og efter at have gjenvundet Norge vendte han hjem og jog sin Svoger Richard af Landet, fordi han bar det grummeste Had til hans Søster, men Søsteren lod han drage til Sjælland og gav hende kongelig Magt og Myndighed over den Landsdel. Imidlertid var Svenskekongen Olaf død og bleven efterfulgt af Omund, som fik Tilnavn af, at han levede saa længe. Ved dette Dødsfald fattede Olaf af Norge Haab om at kunne gjenvinde sit Rige, eftersom Knud ingen Hjælp kunde faa af sin Broder mere og havde mistet den bedste Del af sine Krigsfolk, hvorfor han efter at have faaet Hjælp fra Svenskerne dristig bemægtigede sig Herredømmet i Norge. Ved heldbringende Love førte han sit Folk, som hidtil ikke havde vidst af Lov og Ret at sige og levede spredt og med raa Sæder, til en bedre Levevis, og disse gamle Love holdes endnu den Dag i Dag højt i Ære af Menigmand i Norge. Og ikke mindre Berømmelse indlagde han sig ved det mindeværdige Vidnesbyrd, han gav om, hvor nidkjær han var til at følge Religionens Forskrifter og ære Gud. Da han nemlig en Søndag af Ubetænksomhed sad og snittede med en Kniv i et Stykke Træ, og de, der var til Stede, gjorde ham opmærksom paa, at det stred imod Religionen, sankede han strax Spaanerne sammen, og af Had til sin Haand, fordi han ved dens Hjælp havde begaaet denne Synd i Tankeløshed, stak han Ild i dem og lod dem brænde Haanden, han holdt dem i, idet han saaledes straffede den Synd, han havde begaaet af Uagtsomhed, med en haard Pinsel. Saa nøjeregnende var han i at overholde selv Religionens mindre vigtige Bud, at han ikke betænkte sig paa at paalægge sig selv en pinlig Straf for en saadan Overtrædelse, thi da han var forvisset om, at der ventede dem, som forsyndede sig, Straf i Helvede, vilde han forebygge den haardere Pinsel ved en lettere og holdt det for sikrere med taalmodig Standhaftighed at hærde sin Haand til at lide Straf strax end at Sjælen skulde være i Angst og Vaande for den Straf, der ventede den i Fremtiden. Saaledes mente han, at han ikke burde tilgive sig selv, for at ikke andre derved skulde afholdes fra at frygte Gud, og led sin Straf, for hvad han uden Synd havde kunnet lade være at ænse, og skjønt han havde kunnet undskylde sin Forseelse med Uagtsomhed, angrede han den strax, for ikke at bedrage Gud, stærkere, end han havde haft nødig, og vilde hellere, at Straffen, han underkastede sig, skulde være et Vidnesbyrd om hans Forbedring, end at det, at han unddrog sig Straf, skulde være et Vidnesbyrd om Brøde. Ved denne sin store Klogskab og Gudsfrygt viste han saaledes, at han mere tog Hensyn til Religionen i det hele taget end til sin særlige Forseelse. Denne Daad skaffede ham paa Grund af dens omsigtsfulde Fromhed, den bar Vidne om, et Tilnavn, der vil bevares til evige Tider. Fremdeles var han de fattiges Tilflugt og de umyndiges Værge, viste Gejstligheden Ærbødighed og kom alle dem til Hjælp, som havde lidt Skade og Overlast, og derhos flød der af hans Bryst som af en Gavmildhedens Kilde adskillige andre Dyder. Dette faar være nok sagt, thi hans Fromhed, som Kirken har givet ham Helgennavn for, trænger ikke til Ros af nogen enkelt Mand.
Ulf var imidlertid bleven optændt til det stærkeste Had imod Knud, fordi Kongen lagde saa megen Vind paa Dyd og Tapperhed, men da han ikke trygt kunde lade sit Fjendskab komme for Dagen, skjulte han sin Svig under Nidkjærheds Maske for saa meget kraftigere at kunne spinde sine Rænker imod ham. Da Svenskerne jævnlig brød ind i Skaane, var han nemlig den første til at bede om Lov til at drage derover for at holde dem i Tømme, og da denne Begjæring var bleven ham tilstaaet, bad han om at faa Brev med Kongens Haand og Segl med til Estrid, hvori det paalagdes hende at gjøre, hvad han bød. Da han havde faaet det, gav han sig strax til at bejle til Estrid, saa at han i Steden for, som det var paalagt ham, at føre Krig kun talte om Giftermaal og foretrak at optræde som Elsker frem for trofast at røgte det Hverv, der var blevet ham overdraget. Estrid, som troede, at han handlede i Overensstemmelse med hendes Broders hemmelige Bud, modsatte sig ikke, da han blev ved at trænge paa. Saaledes forvanskede denne snedige Høvding det Hverv, der var blevet ham overdraget, og skuffede, dreven dertil af den Avind, han havde fattet, med sin slebne Tunge, som han var en Mester i at bruge, den godtroende Broder og Søster og fik hildet dem i sit Forræderis skjændige Garn, hvorpaa han erklærede Danmark Krig og dristig kom aabenlyst frem med, hvad han hidtil havde dækket over med Svig. Men for at Knud ikke skulde hævne sig paa ham, naar han kom til Danmark, drog han med sin Hustru til Sverige for at undgaa sin fortjente Straf. Dér pønsede han stadig paa, hvorledes han skulde bære sig ad med at udføre sit Forsæt, at falde ind i Danmark og fik Omund og Olaf til at gaa med til hans Forehavende, idet han foreslog denne at angribe Sjælland med en Flaade, hin at angribe Skaane med en Hær og lovede, at han selv vilde komme til med en Flaade fra Sverige. Da dette Anslag rygtedes, sejlede en Mand ved Navn Hagen, som var Kongen overmaade hengiven, fra Landsbyen Stangby over til ham, saa hurtig han paa nogen Maade kunde, og aabenbarede ham det hele og lagde saaledes ved sin ædle Adfærd for Dagen, hvor højt han elskede sin Konge og sit Land. Da Kongen havde faaet Tidenden om denne store Sammenrottelse, fulgte han strax, ledsaget af en Hær, med den, som havde bragt den, og for at Hagen ikke skulde kunne sige, at han intet havde faaet, fordi han havde paataget sig den lange og farlige Sejlads, skjænkede han ham til Belønning to Jordlodder i Skaane.
Imidlertid havde Olaf befalet sin Flaade at blive liggende i Ro under en af øerne og havde selv med et godt og hurtig sejlende Skib begivet sig til Sjælland. Der stævnede han Ting og opfordrede med al den Veltalenhed, han kunde opbyde, Almuen til at gaa ham til Haande, idet han snart lokkede for dem alle paa én Gang, snart for de enkelte hver for sig med søde og fagre Ord, idet han holdt for, at den Magt, han naaede ved at give gode Ord, var mere at lide paa end den, han tilkæmpede sig. En af de Ældste svarede ham snedig paa den venligste Maade, saa han fattede stort Haab om, at han vilde faa Almuen til at være ham til Vilje, men det var jo kun Forstillelse. Medens Kongen og Almuen nu saaledes skiftede Ord, kom der en af Spejderne nede fra Stranden og meldte, at der kom nogle store Skibe sejlende ind imod Land. Da Olaf blev noget urolig herover, sagde den gamle, som ventede Kong Knud, at de Skibe skulde han ikke være bange for, det var blot Kjøbmandsskibe, der, som de havde for Skik, førte Varer til Landet; han mente nemlig, at man ikke kunde faa nogen bedre Lejlighed til at overvælde Fjenden, end naar man skjulte sit Had under Venligheds Maske og holdt Haabet oppe i ham med løs Snak. Da der atter kom Bud om det samme, fik han ogsaa Bugt med Kongens Frygt ved at forsikre ham, at der ingen Fare var; men til sidst fattede Olaf Mistanke til hans Ord og sendte en Spejder ned til Stranden med Paalæg om at komme paa det rene med, om det var Knud, eller det var Kjøbmandsskibe, der saa' ud som en Krigsflaade. Da Spejderen kom tilbage og sagde, at Havet vrimlede af Krigsskibe, bebrejdede Kongen den gamle hans Løgnagtighed og afbrød strax Samtalen, men den gamle fastholdt ikke desto mindre, at han kun havde sagt, hvad sandt var, for nu kom de, sagde han, som man kunde tinge med om Danmark med Vaaben i Haand. Olaf fik med Nød og næppe Tid til at flygte og søgte, alt hvad Aarerne kunde trække, tilbage til sin Flaade. Knud lagde nu strax derefter ind i Havnen og lod sine af Træthed medtagne Rorfolk hvile sig ud den Nat. Af Landsens Folk fik han dér at vide, at Omund havde besat Skaane med en Landhær, og at Ulf laa i Helgeaa med en Flaade. Han drog da selv imod Omund og sendte Flaaden over for at bekæmpe dem, der laa i Aaen. Da Høvedsmændene paa Flaaden fik Tidende om, at Omund var bleven slagen i et stort Slag ved Stangbjærg, blev de opsatte paa at øve lige saa tapper en Daad, for at det ikke skulde kunne siges, at de havde ligget paa den lade Side, medens deres Konge viste saadan Kjækhed. For nu saa meget lettere at komme over paa den ø, som Fjenden havde besat, gik de i Land paa en anden, som laa i Nærheden af den, og slog Bro midt over Aaen; her udvider den sig nemlig, saa den mere ligner en stor, stillestaaende Sø end en Aa. Ulf paalagde sine Folk, at de ikke maatte forstyrre Fjenden i hans Forehavende, men blot skyde paa ham paa langt Hold med Pile og Kastespyd, naar han gik over; paa den Maade, sagde han, vilde han selv berede sig sin Undergang. Da Arbejdet var skredet langt frem, opstillede Ulf sin Slagorden paa den modsatte Bred, som om han vilde hindre Danskerne i at gaa over. Da de saa' det, blev de blot saa meget mere opsatte derpaa og gik i store Mængder ud paa Broen. Som de nu var sammentrængte der og higede efter at komme til at slaas strax, uden at betænke, hvilken farlig Vej de traadte, brast Broen pludselig sammen under dem, og de maatte opgive deres kamplystne Aand i Bølgerne. Thi, som det plejer at gaa under saadanne farlige Forhold, naar en igjen kom op over Vandet, var der strax en anden, som greb fat i ham og trak ham ned, saa han druknede, saa at medens de saaledes hulter til bulter hang fast ved hinanden for at faa Hjælp, beredte de hinanden Undergang og drog dem, hos hvem de søgte Frelse, med sig i Døden; tyngede, som de var, af deres Rustninger, kunde de nemlig ikke redde sig ved Svømning. Saaledes forraadte Ulf snarere Danskerne, end han overvandt dem, og opnaaede ved Fjendens Letsindighed, hvad han ikke kunde naa ved egne Kræfter, og gjorde det lykkelig af med sine Fjenders urokkelige Tapperhed mere ved at holde sig stille end ved at angribe dem. Nu var han ræd for den Hævn, Danskerne vilde tage for den Daad, og da han saa', at han havde Flaaden imod sig paa den ene Side og truedes af Kongen paa den anden, fandt han, at det var raadeligst at tage sin Tilflugt til List, eftersom det vilde være vanskeligt for ham at klare sig med Magt. Han overvejede nøje, hvorledes han skulde slippe bort, og da han skjønnede, at den eneste Udvej, han havde, var at opgive sin Flaade, lod han de større Skibe blive tilbage og satte om Natten alt sit Mandskab over til den nærmeste Bred med Baade, hvorpaa han lønlig listede sig bort med det og fik det bragt i Skjul. Da Danskerne ved Daggry, tørstende efter at hævne deres Stalbrødres Nederlag, stormede løs paa Fjendens Skibe, fandt de dem blottede for Forsvarere. Kongen bød, at Søen skulde ransages og lod Ligene af de druknede, der blev fiskede op med Kroge og Bundgarn, begrave ved Byen Asum, der ligger ved Aaen. Olaf fik han ryddet af Vejen ved at bestikke nogle Nordmænd til at gjøre Oprør imod ham. Saaledes blev denne højsindede Konge angreben af sine havesyge Landsmænd, og de, som udenlands havde kæmpet for ham, raadede ham Bane hjemme. Hans Broder Harald, som frygtede for lignende Troløshed fra sit Folks Side, drog til Byzanz og unddrog sig saaledes ved Landflygtighed i et fjærnt Land sine Landsmænd, hvis Troskab han ikke stolede paa.
Da Knud nu saaledes var bleven Herre over sex mægtige Riger, lod han ogsaa sin Herligheds Glans lyse over det romerske Rige, thi han gav Kejser Henrik dér sin Datter Gunild til Ægte, og da hans Svigersøn kort efter blev fordreven ved et Oprør i Italien, kom han ham til Hjælp, underkuede Oprørerne og gjenindsatte ham i hans fordums Velstand. Da han var vendt tilbage fra det Tog, satte han sin ældste Søn Harald over England, Knud over Danmark og Svend, som han havde avlet med Alvina, over Norge, men uden at det gjorde noget Skaar i hans egen Magt og Myndighed, thi skjønt han gav hver af sine Sønner et af disse Lande at raade for, forbeholdt han sig ikke des mindre at raade for dem alle tre i Fællesskab med dem og vilde ikke overlade nogen anden den øverste Myndighed. Derhos gav han disse endnu unge Fyrster de tapreste Mænd til Hjælp ved Varetagelsen af deres Gjerning. Noget efter fik Estrid, da hun havde født en Søn, som blev kaldt Svend, sin Broder til for Barnets Skyld at tage hendes Husbond til Naade igjen, thi den Gunst, Knud havde nægtet Ulf formedelst hans Troløshed, mente han at burde skjænke ham af Hensyn til det Barn, hvis Frænde han var. Han gav endogsaa Anglernes Statholder Godvin hans Søster til Ægte, opsat, som han var, paa at knytte de to Folk til hinanden ved Venskab og Frændskab. Hun fik, efter hvad der fortælles, med ham Sønnerne Harald, Bjørn og Toste. Men Kejseren avlede med Gunild en Søn, hvis Lykke kom til at svare til hans Navn, thi han hed Magnus, hvilket betyder den store. Fra ham siges Tysklands berømmelige Fyrster og ypperlige Stormænd at nedstamme i lige Linie.
Paa den Tid kom der en overmaade velbegavet vendisk Yngling ved Navn Godskalk til Kongen og gik i Krigstjeneste hos ham. Hans Fader Pribignev, som elskede Kristendommen og forgjæves søgte at faa Slaverne, som var faldne fra den kristne Religion, til igjen at antage den, havde, hvad der ellers stred imod Landets Skik, givet ham Læremestre, for at han kunde blive oplært i Videnskaberne, men da han spurgte, at Sachserne, der higede efter at bemægtige sig Slavenland, havde dræbt hans Fader, blev han saare opbragt og vilde ikke lade sit Sind mildne ved at lægge sig efter fredelige Sysler. Han kastede strax Bogen og greb til Vaaben; for at fremmede Idrætter ikke skulde faa ham til at være efterladende med Hensyn til de fra Fædrene nedarvede Skikke, lagde han Bogen paa Hylden og gav sig til at være Krigsmand, satte Videnskaberne til Side og vilde hellere være en modig Hævner end en fejg Lærling, idet han holdt for, at det var bedre at anvende sin Sjæls Kræfter paa, hvad der krævede Kjækhed, end paa, hvad der krævede Flid. Derfor fulgte han mere sin Naturs end sin Lærers Tilskyndelser, og efter omsider at have hævnet sin Fader tog han Tjeneste hos Knud. Saaledes blev denne unge Mands Sind paa selve Lærdomstemplets Tærskel sporet af Grumhedens Brod og kunde ikke bekæmpe den Haardhed, der var ham i Kjødet baaren, end de Begyndelsesgrunde af Videnskaberne, han havde tilegnet sig.
Paa den Tid skal der, efter hvad der berettes, være foregaaet Bispeskifte i Danmark. Avak fulgte nemlig efter Gerbrand og Odinkar den yngre blev Biskop i Ribe.
Knud havde ellers, naar han drog om i de tre før nævnte Riger, en Hird paa sex Tusind Mand fordelt paa tresindstyve smukt udstyrede Skibe, som hvert rummede hundrede væbnede Mænd. Om Sommeren laa den ude for at værge Riget, om Vinteren plejede han at lade den gaa i Borgeleje; sin Sold fik den maanedsvis.
En Gang, da den højhellige Fest skulde fejres til Minde om, at Verdens Skaber lod sig føde til Verden for at dele sin Udødelighed med os, havde Knud budt Ulf til Gjæstebud i Roskilde, og da denne havde drukket sin Forstand bort, gav han sig, for at forherlige sig selv, til om Natten at synge Viser om det Nederlag, Knuds Krigsfolk for ikke saa længe siden havde lidt, da de druknede i Helgeaa. Kongen mente, at han herved aabenbart lagde ham til Last, at han havde udsat sine Folk for Fare, blev heftig opbragt over hans Smædesang og fandt, at det var under hans Værdighed at have en Mand til Gjæst, om hvem han vidste, at han havde berøvet ham hans ypperste Kæmper. Han bød derfor de tilstedeværende midt under Gjæstebudet at dræbe Ulf, og saaledes fik han den Straf, han ærlig havde fortjent for sin kaade Tunge, og medens han drukken mindedes andres Død, sang han sig sin egen Død til og fyldte de Bægre, han havde tømt saa begjærlig, med sit eget Blod. Han havde virkelig ogsaa fortjent at komme til at tømme en besk Skaal i Steden for en, der smagte ham vel. eftersom han saa kaadmundet gjorde sig en Ære af at have været Skyld i, at Kongens gjæveste Mænd maatte lade Livet. Da det var gjort, gav Knud sin Søster som Bod, fordi han havde krænket Frændskabet og gjort hende til Enke, to Stykker Land, hvoraf hun senere skjænkede Tiende til Helligtrefoldighedskirken, som holdes højt i Ære i Roskilde.
Der strømmede mange Krigsfolk til Knud, og de var nok saa besværlige ved deres Sindelag som ved den Sold, han maatte udrede til dem. De fleste af dem havde nemlig mere af Kræfter end af gode Sæder, og de, som havde udmærket sig i Krig, saa' med Foragt ned paa, hvad der sømmer sig i Fred, saa at de, der var ypperlige uden for Landets Grænser, syntes fæle hjemme, og der næsten ikke var én at finde, som paa én Gang var en tapper Mand og et skikkeligt Menneske. Derfor var ogsaa adskillige ligefrem skadelige at have ved Hove formedelst deres Vold og Kiv. Da Kongen skjønnede, at de var saa overmaade forskjellige i Henseende til Landsmandskab, Sprog og Sind, thi de dreves af forskjellige og indbyrdes stridige Tilbøjeligheder, somme af Kaadhed, somme af Misundelse og somme af Vrede, udstedte han en i de nøjagtigste Bestemmelser affattet overmaade nyttig Hirdskraa, der kunde gjøre Ende paa den af saa mange Forskjelligheder flydende Splid og lære Krigsfolkene, hvad der sømmede og skikkede sig. Han overvejede paa det omhyggeligste denne Sag, og vejledet af de Raad. han fik af Ope Sjællænder, der overgik alle andre i Klogskab og Myndighed, undertrykte han alt Had mellem Stalbrødrene, for at Splid inden Rigets Grænser ikke skulde forstyrre Freden uden for dem, og paanødte saa at sige de urolige Krigsfolk Broderkjærlighed ved at tvinge dem til at overholde Lovene. Og for at knytte Tapperhed og Høviskhed sammen fik han de tapreste Krigere til at antage de smukkeste Sæder, opsat, som han var, paa at udrydde alle tøjlesløse og trættekjære Mennesker fra sin Hird, som man tømmer det skidne Bundvand ud af Kjølrummet i Skibet. For altsaa at holde uhøviske Mennesker borte fra Hirden fastsatte han, at hver Kriger skulde have sin bestemte Plads ved Bordet, efter som han havde tjent til, saa at den skulde sidde øverst, som havde tjent længst; han holdt det nemlig for billigt, at den, som var gammel i Tjenesten, fik en Hædersplads ved Bordet. for at det ikke, naar de sad der i Flæng, skulde faa Udseende af, at der ingen Forskjel var paa deres Fortjenester. Hændte det, at en kom for sent, fordi han af en eller anden Grund var bleven forsinket, skulde hans Kammerater gjøre Plads til ham imellem sig. Var de kommen til at sidde saa tæt sammen, at den, der kom sidst, ikke kunde faa Plads, fordi der var for mange til Bords, skulde den, der havde taget hans Plads, rejse sig og indtage den næste, idet hans Sidemand igjen indrømmede ham sin Plads, og saaledes skulde de gjensidig gjøre Ære af hinanden ved at rejse sig, indtil alle Bordfællerne havde flyttet sig ned, og han, der var kommen for sent, havde faaet den Plads, der tilkom ham, og den, som sad nederst, maatte saa gaa fra Bordet. Vilde nogen af Overmod ikke vige fra den Plads, der tilkom en anden, forebragte denne sin Klage for de nærmest siddende og førte dem som Vidner paa Tinge imod Sagvolderen, hvoraf Følgen saa blev, at den, som trodsig havde forholdt ham hans Plads, forsmædelig blev jaget af Tjenesten. Tre Gange havde Kongen dog Ret til at fritage dem, der havde gjort sig skyldige i denne Forseelse, for Straf, dog kun saaledes, at de for hver Gang, de havde krænket en Stalbroder ved at forholde ham den Plads, der tilkom ham, blev rykket en Plads længer ned ved Bordet. Saaledes havde han nemlig indrettet Loven, at den gik en Middelvej imellem Strænghed og Mildhed, forenede Lemfældighed med Haardhed, idet den hverken udelukkede Anger eller fritog den, som forsaa sig, for Straf. Gjorde nogen sig fjerde Gang skyldig i samme Forseelse, blev han vist fra Bordet, hvor de andre Hirdmænd sad, og maatte spise for sig selv og ikke have Krus eller Disk fælles med nogen af sine Stalbrødre. Thi Kongen holdt for, at mere end tre Gange burde ingen have Tilgivelse, saa maatte han tage Skade for Hjemgjæld, fordi han saa tit havde fortjent sin Straf. Saaledes straffede han Gjenstridighed med Vanære, thi Kongen holdt for, at den, som foragtede Krigeræren, selv gjorde sig uværdig, og at den, som ikke havde tilbørlig Ærbødighed for sine Ligemænd, heller ikke vilde have det for sine Overmænd. Paa samme Maade straffedes ogsaa alle Smaaforseelser, saasom hvis en skjældte en anden ud eller for at haane ham hældte ham over med Drikke.
For øvrigt plejede Kongen hyppigere at gjøre Brug af sin Sømagt end af sin Landmagt, og naar der var Brug for Rytteri, maatte de Krigere, der ingen Heste havde, skiftes til at holde Vagt for at passe paa Hestene. De, som, naar Hestene skulde vandes, stadig red paa deres Stalbroders Hest og aldrig paa deres egen, ifaldt ligeledes den oven for nævnte Straf, thi saa magtpaaliggende var det Kongen. at hans Folk viste den skyldige Ærbødighed, at han mente, at selv de, som forsaa sig ved i ringe Grad at vise Overmod, burde straffes. Den, som tre Gange, naar der blev kastet Neg ind i Stalden, havde budt sin egen Hest Kjærnen og en andens Straaet af de fælles Neg, maatte paa samme Maade finde sig i at faa sin Værdighed forringet eller med Skam forlade Tjenesten. Lige saa omhyggelig forbød han dem, naar de red deres Heste til Vands, at plumre Vandet for hinanden, saa nøje vaagede han over, at den ene Stalbroder ogsaa i Smaating lempede sig efter den anden.
Den, som, medens han var paa Post, havde ladet sig saaledes overvælde af Søvn, at man kunde tage hans Klæder eller Vaaben fra ham, ifaldt den samme Straf, thi den, som ved at sove forsømte at passe den Vagt, han var sat til, ansaas ikke for at være Riget til Gavn. Grovere Forseelser gik Loven strængere til Værks imod. Saarede nogen en af sine Stalbrødre med Haand, Sværd eller Stav, eller rev nogen voldelig noget ud af Hænderne eller rykkede ham i Haaret, eller havde nogen lagt Raad op imod Kongen, og det tilstrækkelig blev godtgjort med Vidner, blev han som en grov Forbryder udstødt af Hirden og kom ikke mere til at gjøre Krigstjeneste.
Den, som havde lidt nogen alvorlig Overlast af en anden, lod sig først stede for Kongen og indstævnede Sagen for ham; derpaa stævnede han tre Gange Sagvolderen til at møde paa Tinge, hver Gang med mindst to af sine Stalbrødre som Stævningsmænd. Var Sagvolderen, som skulde indkaldes for Retten, bosiddende Mand, skulde han en Gang stævnes i sit Hus, to Gange inden Hirden ved sin Plads ved Kongens Bord, ligegyldigt, om han var til Stede eller ikke, men var han ikke bosiddende, skulde han tre Gange stævnes inden Hirden ved sin Plads. Naar Retten var sat, aflagde Stævningsmændene, der tillige optraadte som Vidner, Ed paa, at de rettelig havde forkyndt Stævningen for Sagvolderen, og at hverken Venskab eller Had drev dem til at tage sig af Sagen. Derpaa skulde to aflægge Vidnesbyrd imod Sagvolderen i Hovedsagen, efter at det først var paalagt dem at aflægge Ed paa, at de hverken af Venskab for Sagsøgeren eller af Had til Sagvolderen vilde vidne andet, end hvad de havde set og hørt. I Sager, der drejede sig om Forbrydelser imod Kongen, plejede man mest at fæste Lid til, hvad der var hørt, ellers gik Vidnesbyrdene ud paa, hvad der var set. Hvad Vidnerne havde udsagt, tilstededes det ikke at tage til Gjenmæle imod, thi deres Beskyldninger kunde hverken rokkes ved, at andre tog Sagvolderen i Forsvar, eller ved hans egen Gjendrivelse, saa stor Vægt og Betydning tillagdes der nemlig deres Ord, at det ansaas for vanvittigt, ja næsten for gudsbespotteligt at tvivle om deres Sandhed. Sagvolderen kunde altsaa over for Vidnesbyrdene hverken undskylde sin Forseelse eller godtgjøre sin Uskyldighed med noget som helst Bevis. Heller ikke tilstededes det ham, hvis Sagsøgeren tilbød at aflægge Ed, at sætte sin Ed imod hans. Efter Vidnernes Afhøring fulgte strax Dommernes Kjendelse, der gik ud paa, at Sagvolderen som den, der aabenlyst var funden skyldig og nu ikke havde noget at sige derimod, havde forbrudt sit Gods og sin Ære, skulde gaa i Landflygtighed og være udelukket fra al Krigstjeneste; hvo, som fjendtlig efterstræbte ham, skulde have sin Ære lige ubeskaaren derfor og være fri for al Tiltale. Dommen blev afsagt, hvad enten Sagvolderen var til Stede eller ikke, det hjalp ikke, om han end var langt borte, Vidnerne blev lige fuldt førte og Dommen fældet, og naar begge disse to Ting var besørgede. tilstededes det ikke den anklagede at anføre noget til sit Forsvar. Naar Dommen var fældet, spurgte Kongen, om de øvrige tilstedeværende godkjendte den, thi selv sad han der blot som Tilhører, idet han havde overdraget Dommermyndigheden til Hirden, da han holdt det for uanstændigt at dømme Mænd, som han selv havde skjænket sin Gunst. Da han bluedes ved at fælde strænge Domme over dem, hvis udmærkede Tjeneste han havde gjort Brug af, henviste han derfor de Sager, der forelagdes ham, til Hirdens Kjendelse og foretrak at lade Tavshed bære Vidne om hans Lemfældighed frem for ved at dømme at give Strænghed til Kjende. Naar Krigerne havde svaret, og alle enstemmig havde godkjendt Dommen, plejede den domfældte at blive spurgt, om han agtede at rømme til Lands eller til Vands. Saaledes foretrak Kongen at straffe sine undergivne med Landflygtighed frem for at lade dem bøde med Livet, og for ikke at vise sig grum lod han dem selv vælge, hvorledes de vilde fly af Landet.
Dersom den domfældte valgte at drage bort til Søs, skulde han ledsages ned til Havet af alle sine Stalbrødre; der blev overladt ham et Fartøj med Aarer, Levnedsmidler og et øsekar, og saa biede de nede ved Stranden, til man havde tabt Aarerne eller, i Fald han førte Sejl, Ræerne af Syne. Saa gjentog alle den nys fældede Dom, udstødte de skrækkeligste Forbandelser over Flygtningen og dømte ham enstemmig til Døde. Drev Stormen ham i Land igjen, blev han strax behandlet som Fjende og straffet, fordi han havde krænket Hirden, hans fordums Stalbrødre anfaldt ham hidsig og fuldbyrdede Dødsdommen paa ham, saa det var lige saa farligt som forsmædeligt for dem, der havde forbrudt sig, at fly paa denne Maade. Men hvis den, der var bleven udstødt af Hirden, foretrak at fly til Lands, skulde han paa samme Maade følges til Skoven af Hirden, og naar han havde skilt sig fra den, skulde de alle bie saa længe, indtil de skjønnede, at han var kommen et godt Stykke bort; saa skulde hele Hirden tre Gange gjøre vældigt Gny og Bulder og opløfte høje Raab, for at Flygtningen ikke ved en Fejltagelse skulde vende tilbage til den. Saa blev alle ubønhørlig strænge imod ham, thi efter at alt var højtidelig fuldbyrdet efter Loven, fældede de Dødsdom over ham, for at det ikke skulde hedde sig, at de straffede en paa Livet, som ikke var dømt til Døden, hvilket havde til Følge, at han, som havde forbrudt sin Ret til det ærefulde Samliv med Hirden, skammelig maatte føre et omflakkende Liv som fredløs. Saaledes blev de, som forbrød sig imod Krigstugten, dømt æreløse og behandlede som Udskud, thi det var Kongen om at gjøre at straffe de skyldige med Forsmædelse, ikke om at udgyde deres Blod, thi det holdt han for en ringere Straf end at berøve dem Æren. Hvis nogen af hans fordums Stalbrødre mødte den saaledes dømte og ikke dræbte ham, naar han havde en Pil mere end han eller var selvanden, blev han delagtig i hans Skjændsel, fordi han havde været bange for at straffe ham for hans Brøde. Saaledes bød Loven, at de, som forsaa sig imod, hvad der var Sæd og Skik inden Hirden, skulde udstødes af denne, det var den Straf, der kom over deres Hoveder, som forbrød sig imod Hirdloven.
Dersom Sagsøgeren ikke kunde fælde Sagvolderen med Vidnesbyrd, tilkaldte denne sex af sine Stalbrødre som Mededsmænd og godtgjorde saaledes sin Uskyldighed i den Brøde, han beskyldtes for. Men hvis en af Hirden af Uvidenhed var kommen til at krænke en anden, som han ikke vidste var hans Stalbroder, skulde han ogsaa stille sex Mand af Hirden, som med deres Ed vidnede, at det var sket ved en Fejltagelse. For øvrigt havde de, som Retten højtidelig havde kjendt for overbeviste og dømt som oven anført, forspildt al Lykke og var udsatte for al Modgang, og det saa meget vissere, som Biskopperne i alle tre Riger højtidelig lyste Band over dem, der var kjendt skyldige i saadanne Forseelser. Saaledes havde denne Tugt en dobbelt Magt, idet den baade støttede sig til Kongens og til Kirkens Myndighed, saa at man kunde sige, at Guds Dom faldt sammen med Menneskenes. Denne Lovens Strænghed fik Bugt med al Splid, gjorde Ende paa alt Fjendskab og al Oprørskhed og gjorde Hirden mere venlig sindet over for Kongen. Senere undergik den imidlertid den Lempelse, at der blev indført Pengebøder, enten fordi Iveren for at overholde den slappedes, eller paa Grund af Fyrsternes Mildhed, dog kom denne Lempelse ikke den til gode, der slog nogen med Kjæp, eftersom det var det Vaaben, man gjennede Hunde fra sig med. Saa ømtaalelig var vore Forfædres Ære, at de ansaa det for den største Skjændsel at blive slaaet paa en forsmædelig Maade.
Det traf sig imidlertid saa, at det blev Kongen selv. som først brød sin Lov, saa at Retten, som hidtil havde staaet fast og var bleven oprigtig og ubrødelig overholdt, blev krænket af ham, idet han en Gang, da han var drukken, dræbte en af sine Krigere. Da han indsaa, at han aabenbart havde forbrudt sig imod de Love, han selv havde givet, blev han greben af bitter Anger, sammenkaldte Hirden, steg ned fra sin Kongetrone og satte sig i alles Paasyn ydmygt ned paa Jorden, hvorpaa han bød Hirdmændene idømme ham Straf for den Brøde, han havde begaaet, og erklærede, at han villig vilde tage imod den Straf, de ikjendte ham. Skjønt han kunde have dækket over sin Gjerning med sin kongelige Magt og Myndighed, underkastede han sig saaledes Hirdens Dom og vilde hellere ved Ydmyghed give et Vidnesbyrd om sin Sagtmodighed end bruge sin Magt og derved vise sig overmodig. Hirdmændene gik grædende bort fra Tinget og skjønnede, da de overvejede Sagen, at det baade vilde være usømmeligt og skadeligt for dem at dømme Kongen efter Lovens Strenghed, thi de vidste vel, at uden ham var de som et Legeme uden Sjæl, der vilde blive et Bytte for dem, de før havde hersket over. De tilstod for sig selv, at det hele Krigsvæsen vilde komme ud af sine Fuger, naar han skulde lide Lovens Straf, at hans Fredløshed vilde være Fredløshed for dem alle, hans Fald Fald for dem alle, og at hans Domfældelse vilde være en Fare for dem alle. De vidste derfor ikke, hvad de skulde gjøre i saa vanskelig en Sag, og da de i lige høj Grad frygtede for, at den Dom, de havde at fælde, skulde blive for lemfældig og for stræng, besluttede de, at Kongen selv skulde idømme sig sin Straf, idet de mente, at det var bedre at henvise den til Kongens Myndighed end til Undersaatters Skjøn. De holdt nemlig for, at hans Brøde kunde sones, eftersom det var vitterligt, at den mere var begaaet i Hidsighed end med Overlæg. De gjorde ham derfor fra anklaget til Dommer og gav ham, der var rede til at tage imod sin Straf, Lejlighed til, om han vilde, at frikjende sig selv. Den Myndighed til at dømme ham, som han saa smukt havde overdraget dem, gav de ham tilbage, for at de ikke skulde komme til at afgjøre denne vanskelige Sag ved en overilet Kjendelse og enten tage for lemfældig Hævn for deres Stalbroder eller før grum Straf over deres Konge. Saaledes blev Kongens Liv og Velfærd, som han var lige ved at sætte til ved sin Brøde, bevaret paa Grund af Forholdenes Vanskelighed. De mente desuden ogsaa, at han var bleven haardt nok straffet for sin Brøde, idet han, som stod paa Lykkens Tinde, havde ydmyget sig saa dybt. Omsider gik de da igjen ærbødig frem for Kongen, satte ham atter op paa hans Trone og gjengav ham, der som anklaget ængstelig afventede Sagens Udfald, sin Sindsro ved at gjøre ham til sin egen Dommer. Kongen dømte da. at hans Brøde skulde sones med Mandebod, og medens denne ellers plejede at være fyrretyve Mark Sølv, dømte han sig selv til at betale tre Hundrede og tresindstyve Mark og lagde oven i Kjøbet ni Mark Guld til som Gave, hvorhos han fastsatte som Lov, at Manddrab siden stadig skulde kunne sones ved en Bøde af den Størrelse. En Tredjedel af Summen skulde tilfalde Kongen, en Tredjedel Hirdmændene og en Tredjedel den dræbtes Frænder, men i dette Tilfælde, hvor han selv baade var Konge og Sagvolder, delte han sin Tredjedel imellem Kirkens Tjenere og de fattige i den Tanke ved denne fromme Gave at forsone Gud, der er alles Herre. Han optraadte saaledes som en naadig Dommer og en ædeltænkende Sagvolder, idet han kun ventede Naade for sig og søgte Tilgivelse for sine Forseelser ved at anvende den Bøde, han skulde udrede, paa tilbørlig Maade. For øvrigt var der i hans Levetid ingen, der forbrød sig mod Hirdloven og følgelig heller ingen, der blev straffet efter den; da den paa anførte Maade forebyggede al Oprørskhed, holdt Hirdmændene sig nemlig fra Kiv og Strid, thi i Henseende til at straffe toges der hverken Hensyn til Frændskab eller Venskab, men dømtes efter Lovens fulde Strænghed. Nu er imidlertid den gamle Mandstugt i Hirden sløvet og slappet, og der begaas skammeligere Ting imellem Hirdmændene end imellem Folk, der ikke hører til Hirden, thi al Anklage imod dem, der forser sig, er forstummet, og den, der skulde straffe Forseelsen, tager den i Forsvar, og ingen holder Hirdens tøjlesløse Sæder i Tømme med fast og stræng Haand. Vor Tids Konger har saaledes ikke undset sig ved at afskaffe denne Vedtægt angaaende Mandstugten i Hirden, som var bleven styrket ved længe at være bleven holdt i Hævd, thi medens Fred og Ro her hjemme forstyrres af Splid og Oprør, gaar den gode gamle Skik af Brug, medens man over for tøjlesløse og hidsige Ungersvende hellere bør anvende Strænghed end alt for stor Mildhed og Overbærenhed. Man ser altsaa, at Knud paa denne Maade oprigtig og kraftig lagde Vind paa at opretholde Mandstugten i sin Hird. Derhos blev det forordnet, at Kongen ikke maatte afskedige nogen Krigsmand og ingen Krigsmand tage sin Afsked af Kongens Tjeneste uden Dagen før Nytaar, og denne Skik bredte sig siden fra Kongernes Hird til Folk af ringere Stand, som længe har efterlignet den og holdt sig til den.
Imidlertid døde Svend, som stod ved Roret i Norge, og Landets Styrelse faldt strax igjen tilbage til hans Fader. Derpaa sejlede Knud med en stor Flaade til Normandiet for at kræve Richard til Regnskab, fordi han havde brudt sit Ægteskab, forskudt hans Søster og handlet utilbørlig grumt imod sin Hustru, og straffe ham, fordi han havde haanet Ægteskabets hellige Rettigheder. Da han dér kort efter modtog det sørgelige Budskab, at ogsaa hans Søn Harald var død, lod han dog det Tog, han havde for paa Rigets Vegne, være sig mere magtpaaliggende end sin personlige Sorg, fremskyndede Toget lige saa stærkt som før og hverken tabte Modet eller blev mindre ivrig til at udføre sit Forehavende, thi han vendte ikke sit Blik fra den almene Krigsfærd og lod det dvæle ved den Sorg, der havde ramt ham selv alene. Saaledes viste han sig, idet han med udmærket Selvbeherskelse bar, hvad Skæbnen skikkede ham, paa én Gang som en stærk Fader og en dygtig Høvding og gav et lige saa udmærket Exempel paa Sjælsstyrke ved taalmodig at bære Tabet af sin Søn som ved at stræbe Fjenderne efter Livet. Richard flyede til Sicilien og skyndte sig saaledes at komme hans Angreb i Forkjøbet ved at tage Flugten.
Imidlertid blev Knud syg som Følge af de svære Krigsstrabadser, han havde udstaaet, og da han mærkede, at hans Kræfter svandt, og at han snart skulde dø, sammenkaldte han sine Stormænd og paalagde dem, at de ikke maatte vende hjem, førend de havde ført Krigen til Ende; de vilde uden Tvivl vinde Sejr, sagde han, naar de tog Baaren med hans Lig paa deres Skuldre og saaledes bar ham som Høvding i Spidsen for Fylkingen; og naar Fjenden saa var slaaet paa Flugt, skulde de, for at han kunde faa saa meget mere Berømmelse i sin Grav, stede hans Lig til Jorden i Rouen. De skulde love Indbyggerne Frihed til Løn derfor, saa vilde Franskmændene villig give deres Minde dertil, naar de kom paa det rene med, at Fjenden strax vilde forlade deres Land, saa at de ved at vise en ringe Villighed kunde fri det for en stor Frygt og Fare. O, hvilken umaadelig Iver lagde den døende Konge ikke for Dagen, da han allerede næsten død gavnede sine i den yderste Vaande stedte Krigsfolk ved sine Raad, thi den døendes kloge Forsynlighed blev de efterlevendes Frelse. Hans Lig, der blev baaret om i Fylkingen af Krigere, hjalp nemlig Danskerne til Sejr, som om han endnu var i Live, og opmuntrede dem, saa man kunde sige, at den døde i lige saa høj Grad havde Lykken med sig som den levende. Derefter bad de strax Indbyggerne i Rouen, om de maatte jorde ham dér, og lovede til Gjengjæld at drage bort. Fjenderne greb med Begjærlighed dette Forslag og overlod dem et Sted i deres By til at begrave ham paa. Efter at hans Krigsfolk saaledes havde holdt Slag paa den Maade, han havde paalagt dem, sluttet Overenskomst med Byfolkene og højtidelig jordfæstet deres Konge, som de, efter at han var død, havde baaret paa deres Skuldre i Slaget, drog de efter at have begravet ham som Sejrherrer hjem til deres Fædreland uden at tage andet med end Levnedsmidler. Saadant Endeligt fik Knud, og ingen af vore Konger har været berømmeligere end han, om end nogle af dem kan have vundet flere Sejre, thi Rygtet forøgede i den Grad hans Bedrifters Storhed, at han i Navnkundighed kom til at overstraale dem, der var hans Jævninge i Daad, og medens andres Berømmelse er gaaet i Glemme og bleven fortæret af Tidens Tand, staar hans evindelig frisk og grøn efter at have vundet lange Tiders Hævd, thi han var baade from og tapper og lagde ikke mindre Vind paa at gavne Kirken end sit Rige. Da han vidt og bredt havde vundet Ære og Berømmelse ved Krigsbedrifter, lagde han sig nemlig efter fredeligere Idrætter, underholdt paa adskillige Steder Munke paa sin egen Bekostning, forøgede Klostrenes Tal ved at bygge ny og fordoblede mangefold Kirkernes Anseelse, der bestandig laa ham særlig paa Sinde, ved at skjænke dem Gaver af det kongelige Gods. Ogsaa Munkene skjænkede han rige Gaver for at vise, at han ikke lagde mere Vind paa Tapperhed end paa Fromhed, idet det var ham om at gjøre at vinde lige stor Berømmelse for begge Dele. Og som Følge af den Iver, han lagde for Dagen i saa Henseende, opnaaede han en saadan Navnkundighed, at medens de tapreste Kongers Krigerry i Tidernes Løb er sunket ned i Glemsel, vil Efterslægten bevare hans berømmelige Navn i uforgængelig Erindring.