Sådan besejrede Italien den etiopiske kejsermagt

Undertiden ser man gådefulde mindesmærker i ellers velbeskrevne områder. I dette tilfælde drejer det sig om et stort monument ved Tanasøen i det nordlige Etiopien, som ikke har fundet vej til turisthåndbøgerne.

Denne sø er den vigtigste kilde til den Blå Nil og leverer en stor del af Nilens vand. Området var centrum for det etiopiske kejserrige i 1500 og 1600-tallet, og ruiner af paladser for flere etiopiske kejsere, bl.a. Sarsa Dengel (1550-1597) og Susenyos (1606-1632), ses på bjergtoppe nær søens nordlige bred.

Da kejser Fasilides (1632-1667) i 1636 flyttede residens til den nyanlagte by Gondar cirka 60 kilometer mod nord blev søens øer og halvøer overgivet til præster og munke fra den etiopisk-ortodokse kirke.

De mange kirker og klostre gemmer nu skatte af kirkelig kunst. Alt dette er omtalt i håndbøger om Etiopien, og indgår i de fleste turisters rejseprogram.

Et gådefuldt monument

I 2011 arbejdede jeg med vegetationsstudier på Gorgora-halvøen ved Tanasøen. På halvøens højeste punkt, et sted med en imponerende udsigt over store dele af søen, så jeg midt i et uopdyrket landskab resterne af et næsten 10 meter højt monument af lys basalt.

Stilen signalerer den nyklassicisme og funktionalisme, der dominerer i det fascistiske Italiens bygninger fra 1930’erne, og mange offentlige bygninger i Etiopien fra samme periode er bygget i denne stil, ikke mindst i Gondar og Addis Ababa.

På siden mod søen ses et relief af en hunulv, der giver die til to drengebørn, og en latinsk tekst: ROMA IMPERAT (’Rom hersker’). På siden bort fra søen ses et relief af en løve dræbt af et sværd i dyrets ryg. En latinsk indskrift forkynder: VSQUE AD FINEM (’Lige til afslutningen’).

Søsidens relief hentyder til myten om tvillingerne Romulus og Remus, der blev opfostret af en hunulv og senere grundlagde byen Rom. Dette knytter monumentet til den fascistiske symbolik, der så etablering af italienske kolonier i Afrika som genskabelse af det romerske imperium.

Hentyder til Italiens kamp mod Etiopien

Symbolikken bag landsidens døde løve er ikke så indlysende, ej heller er der entydig forbindelse til det antikke Rom, skønt romerske gladiatorer med sværd kæmpede mod løver ved cirkusforestillinger.

Relieffets løve kan minde lidt om Bertel Thorvaldsens døende løve i Luzern i Schweiz, der med en brækket lanse i ryggen er symbol på tapperhed til døden.

Men monumentets placering i Etiopien og det forhold, at etiopiske kejsere i århundreder betragtede sig som efterkommere af Kong Salomon og anvendte en gammeltestamentlig titel ’Juda løve’ og en kronet løve som symbol, gør det mere sandsynligt, at den dræbte løve og indskriften på monumentet hentyder til Italiens kamp mod og endelige sejr over den etiopiske kejsermagt.

Et italiensk sejrsmonument

Et italiensk sejrsmonument af sådanne dimensioner forekommer ikke andre steder i Etiopien. På monumentets sokkel står: 12 APRILE XIV COLONNA STARACE 12 APRILE XVI.

I den fascistiske tidsregning er år 1 lig med 1922. Soklens datoer er derfor 12. april 1936 og 12. april 1938. Den første dato må hentyde til noget, der skete under Den Italiensk-abessinske Krig 1935-36, og den anden til en begivenhed netop to år efter.

En lille indskrift meddeler yderligere, at monumentet er opstillet af P.N.F. FEDERAZIONE AMARA (’Det nationale fascistiske partis sammenslutning i Amhara’).

Amhara var en region i det fascistisk styrede Etiopien med hovedsæde i Gondar. Men hvilke begivenheder er der tale om, og hvad er COLONNA STARACE?

Den Italiensk-abessinske krig

Siden 1882 havde Italien søgt at skaffe sig kolonier på Afrikas Horn, først Eritrea og den sydlige del af det nuværende Somalia. Men da en italiensk hær i 1896 forsøgte at erobre det etiopiske kejserrige, led den nederlag.

Efter magtovertagelsen talte Mussolini ofte om nederlaget til Etiopien: Kun sejr over den etiopiske kejser kunne afvaske denne skamplet. Kejser Haile Selassie søgte at undgå faren ved i 1923 at indmelde landet i Folkeforbundet, som Italien havde været medlem af siden 1919.

Forbundets pagt forbød aggression mellem medlemsstater, men 3. oktober 1935 overskred italienske militærenheder alligevel Etiopiens grænser fra Somalia og Eritrea.

Angrebet blev officielt fordømt i Folkeforbundet 7. oktober, og nyttesløse sanktioner mod Italien blev vedtaget. På sydfronten gik den italienske fremrykning hurtigt, men det gik langsomt i det bjergrige og uvejsomme terræn på nordfronten, hvilket vakte vrede i fascistiske kredse.

Den øverstkommanderende på nordfronten blev erstattet af en anden, der tog brutale midler i brug, heriblandt anvendelse af giftgas.

Skulle forhindre støtte i at nå frem

Men det fascistiske parti ville også markere sig i krigen. Den 5. marts 1936 blev en ny specialenhed, Colonna Celere (’Den hurtige Kolonne’), etableret i Asmara, Eritreas hovedstad.

Kolonnen bestod hovedsageligt af medlemmer af den fascistiske Milizia Volontaria per la Sicurezza Nazionale (’Den frivillige Milits for den Nationale Sikkerhed’, også kendt som camice neri, ’Sortskjorterne’), suppleret med et regiment bersaglieri, dvs. mobile elitesoldater, og tre bataljoner lokalt rekrutterede soldater, såkaldte askari-soldater, fra Eritrea.

Kolonnen rådede over 400 tanks og terrængående lastbiler og skulle trænge frem til og besætte Gondar og Tanasøen. Kolonnen skulle blandt andet forhindre, at støtte til Etiopien kunne nå frem via den britiske koloni Sudan.

De britiske tropper skulle ikke frygtes

Generalløjtnant Achille Starace, veteran fra 1. Verdenskrig, under hvilken han var officer i bersaglieri-korpset, og ledende i det fascistiske parti, hvor han var partisekretær, fik kommando over enheden, derefter kaldet Colonna Starace.

Han havde haft en væsentlig rolle i udformningen af ideologi og symboler i fascismens første år, blandt andet førerdyrkelse, raceprogram og den ’romerske hilsen’ med opstrakt hånd.

Colonna Staraces erindringstegn, uddelt til deltagerne i marchen, fik den latinske sentens og den løve, som ses på monumentet ved Tanasøen. Valget fulgte Staraces retorik; i en tale til kolonnen før marchen udtalte han, at det var den farligste, sværeste og vigtigste mission i Den Italiensk-etiopiske Krig:

»Spild ikke et skud! Al den ammunition, vi skal bruge på marchen, må vi selv bringe med. … Kolonnen skal være som en stærkstrømsledning – dødbringende at komme i kontakt med!«

Og han understregede, at man ikke skulle frygte britiske tropper:

»Storbritannien er et rigt land; Italien er fattigt, men fattige folk har hårde muskler.«

En ingeniørmæssig bedrift

Den 18. marts 1936 trængte kolonnen ind i Etiopien fra Eritrea nær grænsen til Sudan. I dag fører en godt 200 kilometer lang vej fra dette sted til Gondar, men i 1936 var der kun stier.

Gennem et bjergrigt terræn med mange floder nåede man Gondar den 1. april. Marchen var først og fremmest en ingeniørmæssig bedrift. Propagandafilm viser de tunge køretøjers fremrykning i uvejsomt terræn, men man ser ingen kamphandlinger.

Den 12. april blev det italienske flag hejst på Gorgora-halvøens højeste punkt, hvor monumentet nu står. Samtidig trængte den italienske hær fra nord med brutal styrke mod hovedstaden Addis Ababa, der faldt den 5. maj.

Den 9. maj proklamerede Mussolini det romerske imperiums genfødsel. Kort før Addis Ababas fald besluttede kejser Haile Selassie at flygte, og på et britisk krigsskib nåede han til England.

Monumentet indvies i 1938

I samtiden fik Starace stor anerkendelse for marchen mod Gondar og besættelsen af Tanasøen. I 1937 udgav han en meget solgt bog, La marcia su Gondar (’Marchen mod Gondar’), der samme år udkom på tysk som Der Marsch nach Gondar.

Den fascistiske partiorganisation samlede midler til det store monument på Gorgorahalvøen, og den 12. april 1938, toårsdagen for Colonna Staraces ankomst til Tanasøen, blev det indviet af viceministeren for Italiensk Afrika.

Samtidens aviser bragte billeder fra højtideligheden. Billederne viser monumentets oprindelige form: Øverst sad en bronzekasse, der med sin kileformede kant symboliserede et økseblad.

Dermed var monumentet en stiliseret fasces, fascisternes symbol, udformet over det gamle, romerske tegn på statens autoritet: Et knippe stokke omkring skaftet af en økse.

Mussolini nægtede at skrive forord

Mussolini delte ikke den respekt for Starace, som modtagelsen af bogen og monumentet på Gorgora-halvøen gav udtryk for. Skønt Mussolini skrev forord til andre bøger om Den Italiensk-abessinske Krig, nægtede han at skrive forord til Staraces bog, hvis titel helt bevidst kan bringe tanken hen på Mussolinis egen march mod Rom i 1922.

Eftertidens historikere har ikke tillagt Staraces indsats i Etiopien stor militær betydning. Det var den italienske hærs angreb direkte mod Addis Ababa fra Eritrea og fra Somalia, der afgjorde krigen.

Som dækning af hærens vestlige flanke blev besættelsen af Gondar og Tanasøen heller ikke væsentlig, men det skyldes, at britisk hjælp til Etiopien via Sudan udeblev inden Addis Ababas fald.

Som markering af Sortskjorternes og det fascistiske partis indsats i etablering af imperiet var marchen dog betydningsfuld.

Løven var ikke død

Hvis vi fortsætter i monumentets billedsprog, blev ’Juda løve’ – den etiopiske kejsermagt – ikke dræbt ved indtagelsen af Etiopien, kun drevet i eksil, og en etiopisk modstandsbevægelse blev etableret.

Som Starace forventede, vakte den italienske ekspansion på Afrikas Horn bekymring i den britiske regering, ikke mindst efter 1939, da en tysk-italiensk militærpagt blev indgået. Dette truede Suezkanalen og Rødehavet, der var strategisk vigtige vandveje.

Men først efter et italiensk angreb på Britisk Somaliland i august 1940 besluttede den britiske regering at støtte Etiopiens befrielse med militær magt. Støtten bestod blandt andet i en usædvanlig hærstyrke, kaldet Gideon Force, der skulle kæmpe sammen med den etiopiske modstandsbevægelse.

Styrkens navn passede til kejserens gammeltestamentlige titel, ’Juda løve’; Gideon er i det Gamle Testamente en af Israels dommere, der besejrede midjanitterne, Israels fjender.

Starace mistede sin indflydelse

I spidsen for Gideon Force stod kejser Haile Selassie og to britiske officerer, Orde Charles Wingate og Daniel Sandford. I december 1940 gik styrken ind i Etiopien fra Sudan. Samtidig angreb regulære tropper fra den britiske koloni Kenya i syd.

Operationerne blev en succes. Den 5. maj 1941 blev Haile Selassie genindsat som kejser af Etiopien. Nogle steder holdt italienske styrker stand i endnu nogle måneder, men alle overgav sig i løbet af 1941, og i en fredstraktat i 1947 tiltrådte Italiens nye regering afgivelsen af alle besiddelser i Afrika.

Starace forblev ikke længe på magtens tinder. Efter krigen i Etiopien vendte han kortvarigt tilbage til posten som partisekretær, men blev i oktober 1939 stabschef for ’Sortskjorterne’. Han mistede også denne post i 1941 efter anklager for inkompetence.

Trods dalende betydning blev han 29. april 1945 henrettet af den italienske modstandsbevægelse, og hans lig blev ophængt på en plads i Milano ved siden af ligene af Mussolini og andre fremtrædende fascister.

Monumentet ved Tanasøen er nu det eneste i Etiopien, der minder om en italiensk militær leder fra krigen i 1935-1936 og hans enhed. På grund af det fascistiske partis indsats blev det et stort og solidt mindesmærke, og det står på et afsides sted, så det, skønt al bronzen nu er fjernet og stenene eroderes af vind og vejr, nok vil blive stående i lang tid fremover.