Ebbe Sand bliver teamchef
- ️Mon Nov 30 2020
2007-05-22 07:48:57
Foto: Palle Lykke Ravn / fcmfoto.dk
3F Superliga
22. maj 2007 - 07:48
Ebbe Sand bliver, trods nedrykningen, i Silkeborg. Hans nye titel i klubben bliver teamchef.
Den tidligere danske landsholdsspiller Ebbe Sand har haft en noget omtumlet tid i Silkeborg. Før denne sæson kom han til klubben som talentchef, så hed titlen kortvarigt assistenttræner, inden han blev udnævnt til sportschef.
Nu kan Sand så igen se frem til at få udskiftet visitkortene. Den sympatiske Hadsund-dreng kan for fremtiden kalde sig teamchef i klubben.
- Aftalen er på plads. Der er ikke nogen dramatik i det. Vi har bare ikke haft tid til at få underskriften på plads, men i lighed med meget andet her i klubben skal det på plads, så vi i ro og mag kan tage på sommerferie om et par uger, siger bestyrelsesformand Kent Madsen til Ekstra Bladet og fortsætter:
- Ebbe bliver det, man kan kalde teamchef. I det daglige bliver der ikke nævneværdige ændringer i forhold til nu. Han skal til gengæld ikke bruge tid på at se fire-fem kampe om ugen.
Bestyrelsesformand Madsen arbejder i stedet på at finde en anden løsning på klubbens scouting-arbejde.
Foto: Palle Lykke Ravn / fcmfoto.dk