Holdningsskred i synet på homoseksuelle på Færøerne

For blot fem-ti år siden fandtes der så at sige ikke bøsser og lesbiske på Færøerne, da de enten valgte at tie om deres seksualitet eller leve en anonym tilværelse i Danmark.

I dag oplever homoseksuelle en stigende accept i det ellers så traditionsbundne samfund, så flere vælger at stå frem. Det vurderer Eiler Fagraklett, som er bestyrelsesmedlem i den færøske interesseorganisation for bøsser og lesbiske LGBT Føroyar:

»Det at være homoseksuel er ikke længere et tabu, og vi har gjort os meget mere synlige i samfundet og i medierne på få år. Vi er langt fra 100 procent accepteret, men et flertal af færingerne er helt sikkert okay med os og støtter vores sag og ønsker at se os som en del af det færøske samfund.«

Eiler Fagraklett fortæller, at det særligt er den yngre generation af bøsser og lesbiske, som vælger at leve et åbent liv, og at der er kommet en række tilbud rettet mod målgruppen. Blandt andet holder natklubben Sirkus i Tórshavn en gang om måneden ’Out Night’ i samarbejde med LGBT Føroyar, og siden 2007 har der været årlige Gay Pride-parader i hovedstaden med dans, musik og feststemte færinger.

Eiler Fagraklett påpeger dog, at homoseksuelles rettigheder på Færøerne stadig har trange kår:

»Bøsser og lesbiske på Færøerne har ingen positive rettigheder. Vi kan ikke gifte os, vi kan ikke registrere vores forhold, vi kan ikke adoptere børn, vi kan ikke få hjælp til insemination, transseksuelle kan ikke skifte køn, bøsser kan ikke give blod og så videre. Men LGBT Føroyar arbejder hårdt på at skaffe vores medlemmer samme rettigheder som alle andre borgere på Færøerne.«

Tre politikere klar med forslag

Ifølge lektor i samfundsvidenskab ved Færøernes Universitet Gestur Hovgaard er det færøske samfund kendetegnet ved at være traditionsbundent, ligesom religiøse værdier generelt spiller en stor rolle i befolkningen. Det er med til at forklare, hvorfor homoseksuelle på Færøerne stadig ikke har samme rettigheder som i Danmark. Bl.a. kan bøsser og lesbiske altså ikke adoptere børn og indgå registreret partnerskab, og det var først i 2006, at man med et snævert flertal vedtog at tilføje de to ord ’seksuel orientering’ til den færøske straffelovs racismeparagraf. Det betyder, at bøsser og lesbiske i dag ikke må diskrimineres på grund af deres seksualitet. Sådan har det været i Danmark siden 1987.

Gestur Hovgaard peger i lighed med Eiler Fagraklett på, at der i de senere år er sket en markant holdningsændring i den færøske befolkning:

»Det at være homoseksuel er blevet afmystificeret, i takt med at folk har indset, at de bare er helt almindelige mennesker. Den færøske interesseorganisation for bøsser og lesbiske har ikke mindst været med til at skabe større åbenhed på området. Desuden har mange homoseksuelle bevidst valgt at bosætte sig på Færøerne frem for at leve anonymt i Danmark.«

Gestur Hovgaard mener, at Færøerne på et tidspunkt vil nærme sig Danmark, når det handler om ligestilling af homoseksuelle:

»Det vil formentlig ske, i takt med at der kommer en ny generation af unge, oplyste færinger, som ikke er flasket op med fordommene. Blandt yngre færinger i dag er der generelt en stort accept af bøsser og lesbiske.«

Homobryllupper

Et af de mange små signaler på større tolerance og accept af bøsser og lesbiske kan ses i det færøske Lagting. Her arbejder tre politikere i øjeblikket på at komme øernes homoseksuelle til undsætning. De fremlægger om få uger et lovforslag, som vil tillade borgerlig vielse af to af samme køn.

Bjørt Samuelsen fra Det Republikanske Parti, Rigmor Dam fra Socialdemokratiet og Poul Michelsen fra det lille liberale parti Framsøkn repræsenterer forskellige politiske partier, men stiller forslaget uafhængigt af deres partier, da de ikke har opbakning fra alle partifællerne.

Derfor er det langtfra sikkert, at forslaget bliver vedtaget, men de tre politikere mener, at det er vigtigt at tage kampen op, fordi det er på tide, at bøsser og lesbiske på Færøerne får samme rettigheder som i nabolandene:

»Det er vores mål, at alle mennesker skal have mulighed for at gøre deres drøm om det gode liv til virkelighed inden for fællesskabets rammer. Det er en grundlæggende menneskerettighed selv at vælge sin livsledsager og at kunne leve sammen med den, man elsker, uanset seksuel orientering,« skriver de i en pressemeddelelse til de færøske medier.

Forslaget omfatter kun borgerlige vielser af homoseksuelle, for de tre politikere vil ikke tage stilling til, om homoseksuelle også skal have lov til at gifte sig i kirken eller i menighederne. Det må de pågældende institutioner selv afgøre, mener de.

Guds kærlighed

Spørgsmålet om, hvorvidt to af samme køn skal kunne gifte sig, er et kontroversielt emne i det lille øsamfund, da man i kristent-fundamentalistiske kredse anser det for at være et brud med bibelens grundregler. Politikeren Jenis av Rana fra det lille kristne parti Centerpartiet er en af dem, der er stærkt imod homovielser:

»Hovedformålet ved at blive gift i en kirke er at få Guds velsignelse. Men Gud velsigner ikke det, der går stik imod hans ønsker og forskrifter. En præst, som forestår et sådant ægteskab, snyder dem, som han velsigner, for han giver dem falsk tryghed og falsk velsignelse. For Gud står ikke bag,« siger han.

Jenis av Rana har adskillige gange vakt opsigt med sine markante holdninger til homoseksuelle. Han har blandt andet udtalt til færøsk tv, at bøsser og lesbiske efter hans mening burde modtage tilbud om at komme i behandling for deres »afvigende seksualitet«. I 2010 nægtede han at deltage i en officiel middag med den daværende islandske statsminister Jóhanna Sigurardóttir, fordi hun er lesbisk og havde taget sin kone med til Færøerne.

Jenis av Rana peger på, at statistikkerne taler deres eget skræmmende og sørgelige sprog:

»Guds mening er, at vi som individer skal leve et trygt og fredfyldt liv sammen med ham den almægtige herre. Men i stedet trækker de homoseksuelle et ødelæggende spor af modløshed, druk, misbrug, isolation, ydmygelse og selvmord efter sig. Det kan ikke være anderledes, når man ikke lever det liv, man er skabt til at leve.«

Jenis av Rana, som er læge, fortæller, at han en aften mødte en bøsse i Tórshavns gader:

»Han kom hen til mig og bønfaldt mig om at komme i behandling for sine homoseksuelle lyster. For han orkede ikke livet længere. Skulle jeg da blot have klappet ham på skuldrene og sagt, at det nok skal gå, at du er skabt sådan, og at vi bare kalder det der unormale, du kæmper imod, normalt? Nej. Det ville være at svigte ham. Men behandling og terapi mærket af Guds kærlighed kan give ham og andre den frelse, som de måske kun har hørt tale om.«

Da Jenis av Ranas parti kom med i den færøske regering i 2008, insisterede han på, at regeringspartnerne Socialdemokraterne og Republikanerne skulle droppe eventuelle lovforslag om bøsser og lesbiskes rettigheder i regeringsperioden. Ellers ville Centerpartiet trække sig ud af koalitionen. Og under den seneste valgkamp i 2011 rasede debatten om bøsser og lesbiske endnu en gang, da Centerpartiet kritiserede LGBT Føroyar for at lade spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder overskygge andre og vigtigere dagsordener.

Eiler Fagraklett er dog overbevist om, at det færøske folk er mere liberalt end flertallet af de siddende politikere:

»Min holdning er, at et stort flertal i befolkningen støtter vores sag, mens politikerne ikke helt følger folkets vilje,« siger han.

Denne opfattelse understøttes af en Gallup-undersøgelse, som LGBT Føroyar fik foretaget i foråret. Undersøgelsen viser, at mere end to tredjedele af færingerne siger ja til borgerlige vielser af homoseksuelle.

’Det går over’

Færøske Christine er 27 og har siden januar været i et forhold med en kvinde. Hun har valgt at blive boende på Færøerne på godt og på ondt.

For nylig stod Christine i en bar på et diskotek i Tórshavn, da en venindes mandlige kollega kom over til hende og bød hende en drink. Hun takkede ja, hvorefter han kiggede på hende og sagde: »Du kommer da sammen med en kvinde, ikke?« Herefter nævnte han navnet på hendes kæreste.

Christine husker, hvordan hun blev stødt over, at det var det første, der faldt ham ind at spørge om. Hun fik også den tanke, at det sikkert er noget, hele byen taler om. Det ønsker hun ikke, for hun og hendes kæreste går lidt stille med dørene. Der er ikke noget med at kramme i det lokale indkøbscenter, og når de tager i skole og på arbejde om morgenen, undlader de at give hinanden et farvelkys på gaden:

»Folk – særligt de ældre – kan blive stødt og føle sig dårligt tilpas, hvis vi viser vores kærlighed i offentligheden. Derfor lader vi være. Men venner, familie og kolleger ved det, og de fleste bakker os op,« siger Christine.

Dog har hun oplevet, at nogle af hendes kolleger har sagt til hende, at det nok »skal gå over«, når hun finder den rigtige mand. Og Christine har undladt at fortælle sine bedsteforældre, at hun er sammen med en kvinde, fordi de er religiøse og tilhører en generation, som har svært ved at forholde sig til det. Men holdningen blandt vennerne er generelt, at det er cool, at hun har taget skridtet, fordi de i mange år har vidst, at hun er biseksuel.

Christine fandt som 17-årig ud af, at hun er til begge køn. Igennem sin ungdom var hun dog kun i forhold med mænd, da hun forsøgte at fortrænge ’den anden side’. Hun kyssede lidt med piger en gang imellem, når hun var i byen, men lod det blive ved det.

Christine mener ikke, at hun havde turdet kaste sig ud i et forhold til en af samme køn for bare få år siden:

»Jeg var nok ikke klar til at overvinde den barriere, det er, før jeg mødte min nuværende kæreste. Men det føles rigtigt. Som om jeg har fundet mig selv,« siger hun.

For fire år siden blev Christine mor til en søn. Hun kunne godt tænke sig at få flere børn, men den færøske lovgivning tillader ikke, at les-biske par får hjælp til at få børn. Derfor overvejer hun og hendes kæreste at flytte til Danmark på et tidspunkt.

»Også fordi det ville være rart at kunne leve lidt mere åbent. Vi behøver ikke ligefrem at skilte med vores kærlighed, men de her små ting som at give hinanden et kram på gaden, når man mødes, betyder meget.«

Christine er et pseudonym. Kvindens rigtige navn er redaktionen bekendt