Tvillingerne fra Vestegnen

Tipsbladet møder Richter-brødrene ved Farum Park efter deres formiddagstræning dagen før FC Nordsjællands udsatte SAS Liga kamp mod FC København. De er begge smilende og i godt humør, da vi sætter os til rette på første sal over receptionen. Simon trækker sin orange hue af, og afslører sit korte mørkkrøllede hår. Jonas (som han normalt kaldes) til gengæld er helt kortklippet, og begge læner de sig tilpas tilbage i stolen.

Droppet på skift i Brøndby
Siden drengenes far tog dem til træning hos Frem, da de var seks år, har de to altid spillet på samme hold, men som første års ynglinge i Brøndby blev tvillingernes navlestreng til hinanden for første gang skåret.
Jonas: ”Trænerne begyndte at synes, at Simon og jeg ikke skulle spille på samme hold.”

Simon: ”De fortalte, at jeg skulle spille på andetholdet. Jeg var jo altid vant til i hvert fald at træne med førsteholdet, så det var et ordentligt slag i hovedet, også fordi jeg altid havde været vant til at spille sammen med Jonas.”

Simon ville ikke nøjes med ynglingenbold i tredje division og skiftede derfor til B93, hvor han var i et halvt år.

Simon: ”Men socialt var det slet ikke mig.”

Jonas: ”Især ikke hvis man kommer fra et sted, hvor man har haft det godt socialt. Vi var jo i Brøndby, hvor vi for eksempel spillede sammen med vores bedste ven, Dennis Engstrup. Alle vores venner var i Brøndby.”

Men var det svært at være væk fra hinanden?
Jonas: ”Det var ikke så svært at spille i hver sin klub. For vi så hinanden hver dag alligevel. Ens andre venner spillede bare i Brøndby. Hele ens netværk. Så han følte ikke, at han var på samme måde socialt inde i det,” fortæller han, som om han selv har prøvet det. Og det har han faktisk også.

For efter et halvt års Simon-eksil fra Brøndby, vendte han tilbage til klubben, da han modtog et opkald fra den nye træner, som fortalte, at der igen var plads til ham.

Brødrene nåede at spille sammen i endnu et halvt år, før det blev Jonas’ tur til at blive droppet.

Jonas: ”De ville ikke have, at vi skulle spille sammen.”

Hvorfor ikke?
Simon: ”De syntes, at vi mindede for meget om hinanden.”

Jonas: ”Som andetårs skulle man gerne spille hver gang, og der var mange ligesom Kasper Lorentzen, som var rykket op et år før tid og spillede i Danmarksserien, så vores hold var ikke særlig godt. Så hvor jeg troede, at jeg skulle være bærende kraft på holdet, var det meget frustrerende at få fortalt, at de faktisk blev nødt til at sende mig videre.”

I Viasat Cup finalen 2006 spiller FC Nordsjælland mod AaB på Aalborg stadion. Det er dagen inden sommerferien, og brødrene skal til Kreta dagen efter. Efter fem minutter modtager Simon bolden fra forsvaret. Han tager en dårlig førstegangsberøring og i sit forsøg på at prikke den videre, kaster han sig fremad samtidig med, at bliver han skubbet bagfra. Det næste, han hører, er et højt knæk. Chokket bedøver smerten. Selv tror han, at hans fod er brækket men sandheden er, at knæskallen er hoppet ud af led og sidder på ydersiden af Simons venstre ben. Lægen kommer på banen og sætter knæskallen på plads. Ved ankomsten til et sygehus i København, fortæller en læge ham, at det ”bare” er ledbåndet, og at han er ude i et par måneder. Scanningen viser dog, at korsbåndet er røget, samt menisken og ledbåndet er beskadiget. Simon var ude i halvandet år.

”Vi er vidt forskellige”
Efter at være droppet i Brøndby smuttede Jonas tilbage til Valby, hvor drengene voksede op og meldte sig under de blå-røde faner i Frem. Frems ynglingehold var netop rykket op i ynglingeligaen, og her fandt Jonas masser af spilleglæde og gamle barndomsvenner.

Jonas blev i sit sidste år som ungdomsspiller kåret som Årets Talent i Frem efter flere gode præstationer på den offensive midtbane. Tilbage i Brøndby udviklede Simon mere og mere sine defensive spidskomptencer, og den skoling, som tvillingerne fik i det sidste ynglingår, har fulgt dem ind til nu.

Jonas: ”Der har været tendenser til, at forskellige trænere har syntes, at hvis Simon kan, så kan Jonas også. Så nogle gange har vi været overlap for hinanden, og der har det irriteret én, for vi er to vidt forskellige spillere. Vi kan mange af de samme ting, men det er klart, når det er de samme ting, vi øver, men vi er altså to vidt forskellige spillere.”

I FC Nordsjælland bliver Jonas derfor primært brugt som midtbanspiller, mens Simon oftest spiller back. Og da Kildentoft i FCN’s SAS-liga sejr over Vejle blev sendt på bænken, og Simon flyttet fra venstre til højre back, skiftede Jonas også side.

Gør I hinanden bedre?
Simon: ”Det kan godt være, men det er ikke noget, vi gør bevidst. Vi sætter måske nogle højere krav til hinanden, når vi spiller i samme side, men jeg vil ikke give mig mindre, hvis det var en anden, der spillede der.”

Jonas: ”Selvfølgelig kender vi hinanden bedre, og vi har en anden måde at tackle tingene på, men som Simon siger, så tænker jeg ikke, nu er det Simon, der spiller bag mig, så må jeg hellere dække bedre. Overhovedet ikke.”

Amatørbold i Farum
Da begge blev seniorer i 2004, fik de hver sin besked af Brøndby og Frem. Udfaldet blev dog det samme.  Simon kunne ikke få lovning på at komme i U-truppen og valgte sammen med tre andre spillere og Brøndbys ynglingetræner, Flemming Larsen, at skifte til FC Nordsjællands andethold Farum. Jonas derimod fik en mere opløftende besked i Frem, hvor han blev lovet at komme til at træne med førsteholdet. Men efter to måneder viste det sig at være tom snak, og han sluttede sig derfor til sin bror og Flemming Larsen – træneren som tidligere havde droppet ham i Brøndby – i Farum.

Deres første seniorår i Farum var med til at udvikle dem både mentalt men også fysisk. Langsomt var de ved at indhente deres jævnaldrene.

Jonas: ”Stille og roligt lærer man at bruge sine kræfter på en anden måde og time sine indgreb og sine tacklinger. En ting er at være fysisk underlegen, men en anden ting er at være bange for bolden. I starten var de jo lidt større, så der havde man måske tendenser til at være bange for bolden, men da vi bliver lidt større, så tænker man: nu går jeg bare ind og skræller.”

Simon: ”Det handler også om, hvor mange kampe, man spiller på det her niveau. I Danmarksserien lærte vi, at det virkelig handlede om at save hinanden ned og gå til hinanden, og det måtte vi bare indordne os efter.”

Simon var stadig amatør, da han fik sin debut for FC Nordsjælland i 04/05-sæsonens sidste kamp. Her blev han blev skiftet ind efter 66 minutter.

Jonas: ”Mod Brøndby foran 27.000 tilskuere. Hvem andre end Brøndby? Det var det største, der var sket. Selvfølgelig mest for Simon men også for mig og for hele vores familie. Vi havde jo aldrig prøvet sådan noget med kontrakter. Der har hele tiden været ting, der har overgået hinanden. Nu har vi spillet UEFA Cup. Det er bare drømme på drømme på drømme. Man tager det bare til sig. At vi gør det sammen…”

”Er jo bare en ekstra bonus,” siger de i munden på hinanden.

Den 16. oktober fik Jonas sin debut 13 runder inde i sæsonen 05/06, da han fik de sidste fem minutter mod Horsens i en 0-0 traver, og siden da er de to brødre kommet tættere og tættere på holdet.

Hvilken betydning har Morten Wieghorst haft for jer?
Simon: ”Jeg slog igennem og blev fast mand hos Johnny [Petersen]. Det var det halve år, hvor Morten lige var ankommet som assistenttræner. Der spillede jeg fast i 14 ud af 15 kampe. Det er ikke ham, der decideret har været skyld i mit gennembrud, men jeg er rigtig glad for at spille under ham. Han er god til at tage fat i én og fortælle, hvad man gør godt, og hvad man gør dårligt.”

Jonas: ”Jeg føler, at Morten har givet mig lidt mere. Jeg nåede at få en del kampe under Johnny, men jeg slog igennem under Morten. Jeg synes, han har vist mig en tillid, som har gjort, at jeg har udviklet mig som spiller.”

Hellere Sverige i nogle år end Danmark hele livet
Drengene slår gang på gang fast, at de ikke behøver at gøre al ting sammen. Selv om de bor sammen i en lejlighed på Frederiksberg, under de hinanden al det held og godhed, der skal til for at komme videre med fodboldkarrieren.

Simons ønskeligaer er England og Spanien, mens Jonas er åben for det meste.

Jonas: ”En ting er at komme til en god liga, men det er også det der med at møde en ny kultur. For selv om det skulle være den største fiasko, og man ikke får så meget spilletid, så skulle du være et svin, hvis du ikke lærer noget af det.”

Simon: ”Man skal være åben over for alt. Chancen for at opleve et helt nyt land ville være helt fantastisk.”
Jonas: ”Om det bare bliver Sverige. Selvfølgelig ville det ikke være det mest…”

Simon: ”Ophidsende.”

Jonas: ”Jeg ville hellere have nogle år i Sverige, end jeg ville have hele min karriere i Danmark. Bare ud og prøve noget nyt.”

Har det været en fordel for jer, at I har udviklet jer lidt sent?
Jonas: ”Simon og jeg er meget stille og rolige og ydmyge over for det, vi allerede har opnået og tager allerede tingene som oplevelser. Vi tager det ikke som et nederlag, at vi har været skadet i lang tid eller ikke har været på U-landsholdet. Vi tager de ting, som vi har oplevet nu som oplevelser og ikke noget, som vi allerede burde have nået. Det er selvfølgelig noget, som vi haft drømme og ambitioner om, men det er virkelig nogle ting, vi er glade for, og selv om vi blev skadet i morgen, så har vi stadig de her oplevelser.

Simon: ”Og vi har stadig noget at fortælle sine børnebørn. Vi brænder helt sikkert efter at prøve mere, men vi er også glad for det, vi allerede har opnået. Jeg tror, at det er problemet for nogle unge, som har høje forventninger fra forældre, trænere og pressen. De sætter deres forventninger for højt. For det skridt fra ungdomsspiller til senior er kæmpestort, og så er det lige meget, hvor god du er. Det er virkelig svært at slå igennem, for det er nogle helt andre faktorer, der spiller ind. Det tager folk nogle gange lidt for let på. Selvfølgelig er der mange talenter, men man må også cut ‘em some slack, som man siger. De skal lige have luft, og man skal ikke gøre fodbold byrde for dem.”