Jul på Vesterbro - Wikipedia, den frie encyklopædi
- ️Mon Dec 01 2003
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Jul på Vesterbro (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jul på Vesterbro)
Jul på Vesterbro Information Genre Stand-up comedy Skabt af Anders Matthesen
Thomas HartmannMedvirkende Anders Matthesen
Sune SvanekierSpilletid 15 minutter Sæsoner og afsnit Antal afsnit 24 Produktion Produktionsland Danmark Udsendt Oprindelig kanal DR2 Først sendt 1. december 2003 Links Jul på Vesterbro på IMDb (engelsk)
Jul på Vesterbro er en dansk, socialrealistisk, satirisk voksen-julekalender, der første gang blev vist på DR2 fra den 1. december til den 24. december 2003. Serien følger julekalenderen, da der er 24 afsnit, hvoraf hvert varer cirka et kvarter. Serien er bygget op omkring figurerne fra Anders Matthesens radioføljeton af samme navn, der blev udsendt på DR P3’s Børneradio i 1999. Serien er instrueret af Morten Lorentzen og skrevet af Thomas Hartmann, Nikolaj Peyk og Anders Matthesen selv. Serien har kostet 4 mio. kr. at lave og Mikael Bertelsen arbejdede som producent på serien.
Serien blev en stor succes, og solgte guld, mens soundtracket har solgt dobbelt platin.
I 2004 var serien med i julekalenderen på DR2, Jul i den gamle Kolbøttefabrik, der også havde episoder fra Drengene fra Angoras Team Easy On involveret. Alle afsnittene blev genudsendt den 30. november 2007 på DR2. Julekalenderen blev igen genudsendt på DR2 i 2009, 2013 og 2017.[1]
Serien har adskillige karakterer og samtlige roller spilles af Anders Matthesen.[2][3] I scener, hvor der optræder flere karakterer er det enten blevet klippet sammen, eller filmet så kun én af karaktererne ses forfra. Matthesens stunt double var Sune Svanekier.
- Stewart Stardust – Stewart er en midaldrende sø- og pølsemand, der kommer fra Islands Brygge. Han bor i en lille lejlighed på Vesterbro sammen med sin kone Vivian og sin søn Danny. Stewart er seriens hovedperson.
- Danny Stardust – Danny er Stewarts eneste søn. Han er en uintelligent knægt, på prøveløsladelse fra fængslet. Han tager stoffer og begår småkriminalitet. Han er sammen med sin kæreste Randi, der er narkoman.
- Randi – Randi er Dannys jævnaldrende kæreste. Hun kommer fra Skelbækgade og er prostitueret narkoman. Hun påstår at have født Dannys søn, hvorfor hun kræver børnepenge af familien.
- Greta – Greta er familien Stardusts udlejer. Hun kommer fra Sydslesvig og viser sig at være nynazist. Hun er en forhindring for Stewart, da hun konstant forsøger at opkræve manglende husleje. Greta truer jævnligt med at sætte familien Stardust på gaden.
- Arne Nougatgren – Arne er en hippie-socialrådgiver og musikpædagog. Han har langt sort pagehår og går iklædt genbrugstøj. Hans arbejde er at evaluere familiens hjem for kommunen og tjekke at alt går som det skal. Han forsøger at hjælpe familien så godt han kan.
- Kefir – Kefir er civilingeniør fra Syrien. Han tilbyder at reparere Stewarts pølsevogn med reservedele købt af hans samarbejdspartner Igor. Men Kefir er i virkeligheden en terrorist for organisationen Den Gule Halvmåne, der har i sinde at sprænge Christiansborg i luften. Det ved Stewart intet om og han bliver gang på gang ved med at kalde ham navnene på forskellige mælkeprodukter på grund af hans navn, idet kefir samtidig er navnet på et drikbart mælkeprodukt.
- Igor – Igor er forhenværende oberst i Arbejdernes og Bøndernes Røde Hær. Han samarbejder med Kefir ved at levere bomben han har brug for, for at fuldføre sin terrorhandling.
- Papa – Stewarts papa er død og optræder derfor ikke i seriens nutid, men har i hvert afsnit en rolle, da han optræder i Stewarts daglige flashback-sekvenser som barn. Papa var meget hård mod sin søn, og brugte adskillige voldelige metoder på at straffe ham, som for eksempel en ildrager eller en hækkesaks.
- Arkæologen – En fremtidig arkæolog der optræder i starten af hvert afsnit lige før introen. Han fortæller, hvad der skete i det forrige afsnit og graver forskellige ting op, som har noget med handlingen at gøre.
- Den Gule Halvmåne er en fiktiv terror-organisation. De spiller en central rolle i julekalenderen, da de i Stewart Stardusts kælder er i gang med at lave hans pølsevogn om til en bombe, med intentionen at destruere de vestlige ledere under juletopmødet på Christiansborg. Kefir og hans brødre er ledere af organisationen. Navnet er en parodi på Røde Halvmåne, og muligvis humoristisk baseret på citronmåne.
Andre roller der spilles af Anders Matthesen
- Nyhedsoplæseren
- Speakeren
- Chef i Magasin du Nord (stemme kun)
- Sig selv
- Politiet (stemme kun)
- Mossad-agenten Ibrahim (afsnit 23)
Roller der ikke spilles af Anders Matthesen
- Vivian - Spilles af Matthesens mor; Hedda Matthesen[4] (stemme kun)
- Kefirs brødre
- Kefirs kone
- Politimand på gaden (Sune Svanekier)
- Mand der snydes af Danny (Sune Svanekier)
- Spejderne (heriblandt Anders Friis)
- Børn i Magasin du Nord
Derudover blev der produceret et afsnit kaldet "Bag Om Jul På VesterBro", der omhandlede optagelserne af serien, indeholdt fraklip og ekstra scener.[5]
Ved siden af serien udkom der også et soundtrack af samme navn til fortællingen med alle numrene fra serien, som blev skrevet og fremført af Anders Matthesen.
På soundtracket var der også Andens originale sang "Jul på Vesterbro" i en udvidet udgave med at vers af Arne. Den oprindelige udgave havde kun to vers, og blev udgivet på CD'en Hva' snakker du om? – Den ka' byttes Vol. 1 i 2000.
Albummet havde solgt guld i november 2013,[6] platin i maj 2018[7] og i maj 2021 havde det solgt dobbeltplatin.[8]
Serien blev en stor succes allerede ved første visning, og den blev genudsendt året efter.[9]
DVDen modtog Guld for mere end 20.000 solgte eksemplarer.[5] I 2004 vandt serien prisen som "Årets Nyskabelse" ved TV Prisen.[10]
I en afstemning blandt de bedste voksenjulekalendere på mandemagasinet M!s hjemmeside havde Jul på Vesterbro fået 36% af stemmerne, kun overgået af The Julekalender med 46% i oktober 2021.[11] En Top 10 over de bedste julekalendere nogensinde (inklusive dem rettet mod børn) på nisseol.dk rangerede Jul på Vesterbro som den bedste julekalender nogensinde.[12] Jul på Vesterbro var nr. 5 på en liste over 12 julekalendere på magasinet Womans hjemmeside i 2020.[13]
Seriens soundtrack blev også en succes og i maj 2021 havde det solgt dobbelt platin.[8]
- ^ Jul på Vesterbro. danskefilm.dk. Hentet 2/12-2021
- ^ Jul på Vesterbro. www.julidannevang.dk. Hentet 2/12-2021
- ^ Jul på Vesterbro. www.jule-kalender.dk. Hentet 2/12-2021
- ^ Jul på Vesterbro. julekalendre.dk. Hentet 13/10-2021
- ^ a b JUL PÅ VESTERBRO. duckpowernews.dk. Hentet 13/10-2021
- ^ 2013-S238. IFPI. Hentet 13/10-2021
- ^ 2018-SD12. IFPI. Hentet 13/10-2021
- ^ a b ANDERS MATTHESEN "JUL PÅ VESTERBRO". IFPI. Hentet 13/10-2021
- ^ Stem: Bedste danske voksenjulekalender Arkiveret 2. december 2021 hos Wayback Machine. TV 2. Hentet 13/10-2021
- ^ VINDERE 2000-2018 Arkiveret 9. oktober 2019 hos Wayback Machine. TV Prisen. hentet 9/10-2019
- ^ AFSTEMNING: HVILKEN VOKSENJULEKALENDER ER DEN ULTIMATIVT BEDSTE?. M!. Hentet 13/10-2021
- ^ Top 10 Julekalenderen på dansk TV Arkiveret 19. oktober 2021 hos Wayback Machine.nisseol.dk. Hentet 13/10-2021
- ^ De 12 bedste julekalendere fra vores barndom. Woman. Hentet 13/10-2021