en.wiktionary.org

polygon - Wiktionary, the free dictionary

From Wiktionary, the free dictionary

From Ancient Greek πολύγωνον (polúgōnon), from πολύς (polús, many) + γωνία (gōnía, angle).

  • (UK) IPA(key): /ˈpɒlɪɡən/, /ˈpɒliɡɒn/
  • (US) enPR: pälʹē-gän, IPA(key): /ˈpɑliɡɑn/
  • Hyphenation: pol‧y‧gon

polygon (plural polygons)

Polygons (sense 1)
  1. (geometry) A plane figure bounded by edges that are all straight lines.
  2. (geometry) The boundary of such a figure.
  3. (geometry, more generally) A figure comprising vertices and (not necessarily straight) edges, alternatingly.
  4. (geometry) Such a figure and its interior, taken as a whole.

plane figure bounded by straight edges

polygon m inan

  1. polygon (plane figure bounded by straight edges)
    Synonym: mnohoúhelník
  • polygon”, in Příruční slovník jazyka českého (in Czech), 1935–1957
  • polygon”, in Slovník spisovného jazyka českého (in Czech), 1960–1971, 1989
  • polygon”, in Internetová jazyková příručka (in Czech), 2008–2025

polygon c or n (singular definite polygonet or polygonen, plural indefinite polygoner)

  1. polygon
    • 1967, Hans Sørensen, Nye Verga-studier: Romanen om Vizzini:

      ... eller trekanten, rektanglet, parallelogrammet, kvadratet, ja, polygonet.

      ... or the triangle, the rectangle, the parallelogram, the square, indeed, the polygon.
    • 1799, Skrifter som udi det Kiøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere ere fremlagte og oplæste : i aarene .., page 512:

      Altsaa er ogsaa idette Fald Polygonet ubestemt.

      Thus, in this case, too, the polygon is indefinite.

polygon c

  1. polygon