nyheder.tv2.dk

Nordic Waste indgiver konkursbegæring

  • ️Fri Jan 19 2024

Selskabet Nordic Waste indgiver konkursbegæring. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Det sker på baggrund af det jordskred i Randers, som lige nu truer både miljøet og en nærliggende landsby.

- Desværre har jordskredet nået et omfang, som gør, at vi som virksomhed ikke er i stand til at løfte opgaven med at bekæmpe det. Det er derfor ikke praktisk muligt for os at leve op til påbuddet om at overtage det videre arbejde med at stoppe jordskredet, siger bestyrelsesformand i Nordic Waste, Søren Hansen.

Han siger videre, at konkursbegæringen ikke sker med deres gode vilje, "men er en hård og nødvendig beslutning". Virksomheden tøver heller ikke med at kalde det "en reel naturkatastrofe".

Som følge af konkursen stopper Nordic Wastes ansvarsforpligtelse i forhold til sagen, og den bliver ikke overtaget af selskabets ejere, skriver virksomheden.

  • Nordic Waste modtager forurenet jord til rensning og kan modtage op til 1.000.000 tons jord om året. Over tid er der derfor kørt enorme mængder jord til området. 

  • Men en del af jorden ligger oven på en tidligere lergrav, og da store mængder regn ramte i efteråret, gjorde vandet jorden tung og leret vådt. Derfor ”glider” jorden nu hen over leret.

  • Det vurderes, at jordskredet omfatter op mod 2,5 millioner tons jord, som bevæger sig frem over Nordic Wastes område mod Alling Å og Gammel Århusvej. Nordic Waste har derfor været nødt til at rive flere bygninger ned, før jordskredet smadrede dem.

  • I et forsøg på at stoppe jordskredet lavede Nordic Waste også en dæmning af hvid microfiller, der er et restprodukt fra cementproduktion. Håbet var, at et bjerg af tung microfiller kunne stoppe jordskredet, men det lykkedes ikke.

  • Ifølge Miljøbeskyttelsesloven er Randers Kommune som tilsynsmyndighed forpligtet til at gribe ind for at afværge forurening, og 16. december vurderede kommunen, at det var nødvendigt at sætte gang i yderligere tiltag for at beskytte Alling Å.

  • Hvis jorden vælter ned i Alling Å og stopper vandgennemstrømningen, vil det resultere i en oversvømmelse af området syd for Nordic Waste.

  • Samtidig er der frygt for, at den forurenede jord og den microfiller, der blev brugt til at forsøge at stoppe jordskredet, vil skade vandkvaliteten i åen, der munder ud i Randers Fjord.

  • 19. december opgav Nordic Waste at stoppe jordskredet, da det ifølge virksomheden ikke længere var forsvarligt at opholde sig i området. Dermed overtog Randers Kommune hele indsatsen.

  • Kommunen forsøger at etablere en pumpeløsning, så vandet fra Alling Å pumpes forbi Nordic Waste, men arbejdet besværliggøres både af jordskredet og den regn, der er faldet de seneste uger.

Kilder: Randers Kommune og Miljøstyrelsen

Overlader ansvaret

Nordic Waste blev torsdag eftermiddag varslet et påbud på 205 millioner kroner i økonomisk sikkerhed.

Millionbeløbet skal ifølge Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i påbudsvarslet, dække de omkostninger, der har været for Randers Kommune i arbejdet med at afværge miljømæssige konsekvenser ved et jordskred på virksomhedens grund.

Det her er udtryk for, at man ikke vil betale regningen. Det var kravet fra myndighederne, at Nordic Waste skulle gå ind og erstatte statens sikkerhedsstillelse på de her 205 millioner kroner. Når de går ud og siger, at de ikke har den slags penge, og smider håndklædet i ringen, er det det samme som at løbe fra regningen. 

Det her ender med, at staten, altså os alle som skatteborgere, kommer til at hænge på regningen.

Nordic Waste overlod 19. december oprydningsarbejdet til kommunen, som hele tiden har ment, at ansvaret ligger hos virksomheden, der arbejder med at rense forurenet jord.

Miljøkatastrofen består i, at der er fare for, at både olieprodukter og tungmetaller vaskes ud i den nærtliggende Alling Å og videre ud i Randers Fjord.

  • Jordskredet består af et bjerg af 3 millioner kubikmeter jord. 
  • Bjerget af jord er 75 meter højt og bevæger sig 30 til 40 centimeter i timen direkte mod landsbyen Ølst. 
  • Byen Ølst kan blive begravet i jord i løbet af 1 år eller 2, hvis ikke jordskreddet kontrolleres og stoppes.
  • Der bliver i øjeblikket brugt 2 millioner kroner om dagen i forsøget på at stoppe jorden og undgå en potentiel miljøkatastrofe. 

En regning på flere milliarder

En ny rapport fra COWI siger, at bekæmpelse og oprydning vil tage flere år og potentielt indebære en regning på op imod 2,2 milliarder kroner.

I rapporten lyder det blandt andet, at 3 millioner kubikmeter jord kan være i bevægelse hos Nordic Waste, og først når 0,7 til 1,5 millioner kubikmeter jord er løbet ud fra Nordic Waste, vil jordskredet stoppe. Det vil forventeligt ske om 1 til 2 år.

Både Randers Kommune og Nordic Waste har brugt tocifrede millionbeløb på at bekæmpe jordskredet, men efter en måneds arbejde er der ifølge COWI kun flyttet 0,3 procent af den jord, der er i bevægelse.

Ifølge Miljøbeskyttelsesloven er Randers Kommune som tilsynsmyndighed forpligtet til at gribe ind for at afværge forurening, og 16. december vurderede kommunen, at det var nødvendigt at sætte gang i yderligere tiltag for at beskytte Alling Å.

Siden medio december har Randers kommune og tilknyttede entreprenører med succes foretaget omfattende afværgeforanstaltninger i form af etablering af rørledninger for pumpning af vand fra Alling Å samt bortkørsel af jord for at sikre, at vandet i Alling Å stadig kan løbe, og at åen ikke bliver forurenet af den forskubbede rene og forurenede jord.

Kilde: COWI og CleanTech

Du kan følge med i TV 2s liveblog om konkursbegæringen her.