Pia K: Tuneser-sag er svær og alvorlig - Politiken.dk
Dansk Folkeparti agter at fortsætte forhandlingerne om finansloven.
Det sagde partileder Pia Kjærsgaard, da hun i dag mødte op i Finansministeriet efter en forhandlingspause.
Pausen var udløst at, at DF ville have svar på, hvorfor den tuneser, som ifølge PET har planlagt at myrde Muhammed-tegneren Kurt Westergaard og som nu opholder sig Danmark på tålt ophold, kan bo bare ti minutter fra tegnerens hjem.
»Vi tager det roligt«
»Nu tager vi tingene stille og roligt, og så siger vi til journalisterne, at der ikke er nogen grund til at køre denne her sag mere op end højst nødvendigt. Vi tager det i hvert fald stille og roligt, men det er klart, at vi ser på sagen med stor alvor – og for mig personligt er det en meget, meget svær og alvorlig sag«, sagde Pia Kjærsgaard.
Det er formiddagsbladet B.T., der i dag kan fortælle at naboer og tuneserens bror kan bekræfte, at tuneseren er tilbage hos sin kone i Brabrand ved Århus, hvor han så altså bor bare ti minutter fra tegneren Kurt Westergaards hjem.
Det fik Pia Kjærsgaard til at kræve en redegørelse fra regeringen – angiveligt ønskede partilederen, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) skulle møde op i Finansministeriet og forklare sig om sagen, før forhandlingerne om næste års finanslov kunne fortsætte.
Espersen skal redegøre
Ministeren er dog ikke på vej – i stedet bliver det erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K), der skal forklare Dansk Folkeparti, at der er nye regler på vej på området allerede på tirsdag.
Kan I leve med, at det er Lene Espersen, der redegør for sagen?
»Lad os nu lige gå ind og høre, hvad der bliver sagt. Jeg synes, det er en alvorlig sag for almindelig dansk retsopfattelse. Og jeg synes for at sige det pænt, at regeringen har sovet i timen, når det gælder den her sag«, sagde Pia Kjærsgaard.
Forhandlinger i gang igen
Forhandlingerne om finansloven er ifølge Politikens oplysninger i gang igen. Det ventes, at regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance når en række del forlig senere i dag, om end sagen om tuneseren i Århus har forsinket processen noget.
På dagsordenen er spørgsmålet om loft over prisen på ældremad, en udvidelse af tryghedspakken til gavn for sikkerheden for borgerne og en anlægspulje, som kan sætte fart i renoveringen af de uhumske tolietter og nedslidte skoler rundt om i Danmark.
Den samlede finanslov ventes først færdig i morgen eller på tirsdag.