301 (Kongeriget Danmark / 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister)

Værkerne og indskrænkede sig til den yderste Spids af Odden, hvor de befæstede
sig, indtil de Maj 1659 fordreves herfra af de danskes allierede Brandenborgerne og
Polakkerne; 29/6 blev den besat af de danske. Byen havde lidt forfærdeligt, og man
kunde saa at sige begynde forfra igen. Fæstningsværkerne bleve udbedrede og
nogenlunde fuldendte, bl. a. ved Anlæg af Kastellet paa Pynten i Aaret 1664, da
Byen ved kgl. Befaling fik sit nuv. Navn. Men Byen laa der med sin store Ramme,
anlagt, som den var, til at blive en Storstad, ja maaske har Kongen endog drømt om,
at den skulde være den nye Hovedstad og Kongeresidens, nu da Stedet efter Tabet
af de skaanske Provinser saa at sige var kommet til at ligge i Rigets Midte. Men
Staten var forarmet og kunde kun gøre lidt for Byen, om end Regeringen søgte at
hjælpe den ved store Begunstigelser paa Papiret. Fr. III gav den nye Privilegier
9/11 1661 og gjorde den til Stapelstad; men hvad kunde det hjælpe, den havde
ingen Havn og fik ingen før i 19. Aarh. Og heller ikke de store Begunstigelser,
der indrømmedes den for at skaffe den Tilgang af Folk, nyttede meget (1672 havde
den 1591 Indb.). Under 11/3 1682 fik den fri Religionsøvelse for alle Sekter, hvilket
dog langtfra bragte den den Tilgang, man havde ventet, ja endog jus asyli, ɔ: alle
Fallenter og alle udenlandske Manddrabere kunde søge Tilflugt her for 10 Aar, naar de
betalte 1 Rd. aarl. til Magistraten; navnlig den sidste Bestemmelse, som først hævedes
1821, bidrog vel ikke til at bringe den i godt Ry. Kort sagt, Byen vilde ikke tage
til, ligesom Fæstningen ingensinde fik den Betydning, der var tiltænkt den. Først
i den store nord. Krig blev den sat i nogenlunde god Forsvarsstand, da i Aarene
1709-10 5000 Mand og en Del Bønder fra Koldinghus Amt arbejdede paa den; men
efter Krigen forfaldt den mere og mere; til dens Vedligeholdelse benyttedes kun
Straffefangerne i det derværende Stokhus, og da det nedlagdes i 18. Aarh., blev der slet
ikke gjort noget. Bestræbelserne fra Fr. IV’s Side paa at ophjælpe Byen løb ogsaa
til Dels ud i Sandet, naar undtages, at han 1719 indkaldte en Del Reformerte [1].
Ved den S. 287 omtalte Plan af 1728 blev der afsat et helt Næt af Kanaler, der
skulde tjene som Havn og strække sig langt op i Byen, ja der var endog afsat
Plads til et Slot, men hverken det ene eller det andet kom til Udførelse. Efter Midten
af 18. Aarh. skildres baade Byens og Fæstningens Tilstand saa bedrøvelig som
vei muligt. Byen er fattig; de høje Skatter ere langtfra tilstrækkelige til at opholde
Byen, især Garnisonen og den store Embedsstand; Handel og Haandværk ligge
nede; „her er af alle Stænder, dog langt flere af Tære- end af Nærestanden“; om
Fæstningen siges, „at den ej kan tjene til andet end til Retirade paa nogle faa Dage,
i Fald en hel Armée skulde blive afslagen i aaben Mark“; „det er dog vist, at saa
stor en Fæstning behøvede en Besætning paa 15,000 Mand, om den skulde kunne
forsvare sig“, og at „en Fjende, i Fald han faldt ind i Landet, vilde skønne mere
paa Fr. Fæstning end vi selv; thi naar den var indtagen, var hele Jylland, det
Slesvigske og Fyn snart indtagen med“. 1769 havde Byen 2528 Indb. (med
Garnisonen). Først i den slesvigske Krig skulde By og Fæstning hendrage hele Landets
Opmærksomhed paa sig.

Ved Krigens Udbrud 1848 var Fæstningen i en saa daarlig Forfatning, at man
slet ikke tænkte paa at forsvare den, og Fjenden besatte den uden Modstand i Beg.
af Maj; i de flg. Dage beskødes Kastellet og Fæstningen af de danske, hvorved
bl. a. Tøjhuset led Skade, og da Fjenden kort efter ved Ruslands Trusler blev
tvungen til at rømme Nørrejylland, blev F. atter besat af de danske. Under
Vaabenstilstanden blev imidlertid den forfaldne Fæstning istandsat; Arbejderne begyndte
Feb. 1849, og Oberst Lunding blev dens Kommandant. Den 14. April blev
Fæstningen erklæret i Belejringstilstand, og efter Træfningen ved Gudsø 7/5 trak General