Metro mellem København og Malmø rykker tættere på
- ️Rebecca Goodstein
- ️Sun May 23 2021
En rejse på 20 minutter. Afgange med halvandet minuts mellemrum.
Det kan blive realiteten for de rejsende mellem Københavns Hovedbanegård og Malmø, hvis planerne om verdens første internationale metro føres ud i livet.
Muligheden for en øresundsmetro har været undersøgt af Københavns Kommune og Malmö stad siden 2012.
I 2018 sagde Frank Jensen, daværende overborgmester i København: »Øresundsmetroen, der skal forbinde Malmø og København, er gået fra at være en vision, som jeg drømte om for seks til syv år siden, til at kunne blive en realitet.«
Og muligheden er nu undersøgt grundigere. En ny samlet rapport af Københavns Kommune og Malmö stad belyser Øresundsmetroens betydning for miljø, forretningsliv og forbindelsen til resten af Europa.
Og ifølge rapporten er fordelene mange.
Den beskriver, at metroen blandt andet kan have stor indvirkning på arbejdsmarkedet. Antallet af arbejdspladser, man kan komme til på maksimalt 60 minutter, vil øges fra en halv til 1,3 millioner.
Derudover peges der på en klimamæssig gevinst. Hvis persontrafikken over Øresundsbroen lettes, og der i stedet skabes plads til godstrafik, vil det kunne bidrage til EUs mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 90 procent inden 2050.
En tur under havets bund
Flere kilder i rapporten mener desuden, at metroen kan udgøre en forskel for innovation og konkurrenceevne i regionen.
»Jo tættere Øresundsregionen bliver bundet sammen, jo bedre vilkår får erhvervsliv og borgere. En ny forbindelse vil styrke vækst og udvikling i hele regionen og medvirke til at skabe grobund for alt fra nye iværksættere til etablerede, store virksomheder. Vi må ikke løbe tør for kapacitet over Sundet, og det er derfor rettidig omhu at starte analyser og arbejde nu,« siger Betina Hagerup, direktør for Dansk Erhverv.
Ikke mindst kan Øresundsmetroen ifølge rapporten afhjælpe de flaskehalsproblemer, man forventer vil ramme Øresundsbroen, når Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland står klar i 2029.
Femern-forbindelsen vil nemlig byde på kortere rejsetider til Midt- og Sydeuropa. Og det vil give øget godstogstrafik over Øresundsbroen.
Med metroen vil de passagerer, der i dag kører med regionaltog over Øresundsbroen, kunne komme hurtigere frem, samtidig med at det vil give kapacitet til flere godstog.
Bliver Danmark og Sverige enige om projektet, er der lagt op til, at Øresundsmetroen vil kobles på den nye linje M5 i Københavns metrosystem. Fra det nordlige Amager vil togene køre under havets bund og øen Saltholm over til Sverige. Prisen for projektet lyder på 30 milliarder kroner. De midler skal hentes fra overskuddet fra Øresundsbroen, billetindtægter og EU-midler.
På baggrund af rapporten vil Københavns Kommune og Malmö stad fortsætte arbejdet med metroprojektet, som dog også skal foregå på statsligt niveau – ikke mindst med hensyn til finansieringen.
Hvis der på tværs af vand- og landegrænser kan indgås en endelig aftale i år 2025, kan byggeriet begynde omkring år 2029. Lykkes både aftale og byggeri til tiden, vil metroen kunne tages i brug i 2035, vurderes det i rapporten.